Monster-kø efter uheld på motorvej

Kun et spor er farbart på Djurslandmotorvejen efter et uheld med en lastbil

Opdateret kl. 14.35: Der er nu ryddet op, og man skal ikke længere påregne forsinkelser på strækningen, oplyser Vejdirektoratet.

Skal du østpå ad Djurslandmotorvejen nord for Aarhus skal du regne med at blive ganske meget forsinket, efter en lastbil har tabt en stor mængde granitskærver mellem afkørsel 19a Lisbjerg og frakørsel 18 Lystrup i østgående retning.

- På nuværende tidspunkt skal man regne med cirka halvanden times længere rejsetid, men i takt med, at man får ryddet op, vil forsinkelsen nok falde til omkring en time ved 15-tiden, hvor vi tidligst regner med, at der er ryddet og alle spor igen er farbare derude, siger Ruben Bay Madsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Uheldet skyldes angiveligt en væltet lastbil, fortæller han.

- Der er netop nu blevet åbnet ét spor, motorvejen var tidligere helt spærret, men nu kan man altså passere uheldsstedet, hvor man er ved at rydde de mange granitskærver op, lastbilen har tabt, siger Ruben Bay Madsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Køen er kl. 13 cirka to kilometer lang.