Mor er død i voldsom motorcykel-ulykke

Kvinden havde sin tiårige søn med bag på motorcyklen

Denne artikel er klokken 9.40 opdateret med oplysningerne om dødsfaldet.

En 41-årig kvinde døde fredag morgen, efter at hun torsdag aften blev hårdt kvæstet ved en ulykke på Hadsundvej mellem Mariager og Assens.

Den 41-årige kvinde kom kørende på motorcykel med sin tiårige søn siddende bag på motorcyklen.

- Jeg kan bekræfte, at kvinden er afgået ved døden i morges, oplyser vagtchef Poul Fastergaard til Ekstra Bladet fredag formiddag.

Kvinden ramte i et sving frontalt ind i en modkørende personbil.

- Det er endnu uklart, hvilken af parterne der kom over i den modsatte vejbane. Kvinden blev hårdt kvæstet ved sammenstødet, og hun blev indlagt på hospitalet. Den tiårige søn fik lettere kvæstelser, og han er muligvis allerede udskrevet fra skadestuen, oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Fallberg tidligt fredag morgen til Ekstra Bladet.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

En person i den modkørende bil blev lettere kvæstet og måtte en tur på hospitalet til nærmere undersøgelser.

- Umiddelbart efter sammenstødet kom en anden motorcykel kørende med et ungt par. Føreren kørte ind i bilen, oplyser vagtchefen.

Parret er dog ikke kommet noget alvorligt til. De er indlagt med en række knoglebrud.

I forbindelse med sammenstødet brød bil og motorcykel i brand. Vejen var en overgang helt spærret, mens oprydningsarbejdet stod på.

En bilinspektør arbejder nu på at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Den afdøde kvinde var fra Vesthimmerland. Motorcyklisterne var angiveligt i familie med hinanden.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere