Mor erklærer sig skyldig i børnebortførelse: Jeg måtte beskytte børnene

Angelina Mathiesen kæmper for at få nedsat straffen på halvandet års fængsel i Østre Landsret, hvor flere støtter ventes at møde op

Lisbeth Markussen og Angelina Mathiesen i et stort interview til Ekstra Bladet i Brasilien, mens begge kvinder stadig opholdt sig i landet med deres børn. (Redigering: Martin Ekelund)

Angelina Mathiesen erklærer sig forud for en ankesag ved Østre Landsret torsdag skyldig i at have bortført sine børn til Brasilien.

Dermed skal landsretten kun tage stilling til strafudmålingen over den 44-årige mor, som i marts 2016 begav sig ud på en længere færd for efter eget udsagn at beskytte sine børn fra to fædre og en kommune, som ifølge kvinden i årevis havde udsat hende og børnene for vold, overgreb og chikane.

- Jeg kæmper for, hvad der er bedst for mine børn, og det er et overgreb at forhindre dem i at være sammen med deres mor, siger kvinden, som i retten vil gøre gældende, at hun skal have en mildere straf end det halvandet års ubetinget fængsel, som en domsmandsret på Frederiksberg i december idømte hende.

Søgte asyl
Da Angelina Mathiesen har erkendt sig skyldig i, at hun bortførte sine børn, skal børnenes fædre ikke afgive forklaring i landsretten, så dem støder hun ikke ind i.

Noget tyder dog på, at ankesagen bliver et tilløbsstykke, da Facebook-gruppen Mødrene Danmark har indkaldt til støtteaktion for den tiltalte kvinde i Østre Landsret.

Domsmandsretten på Frederiksberg lagde før jul vægt på sagens karakter og grovhed.

Selv siger moderen, at hun for første gang i årevis kunne trække vejret, da hun parkerede bilen i Berlin for at indlede rejsen mod Sydamerika.

Udleveret til Danmark
Efter at have levet et år i skjul i delstaten Pará 160 kilometer syd for ækvator, søgte hun asyl i det sydamerikanske land, da hun ikke mener, at Danmark overholder hverken børnenes eller hendes menneskerettigheder.

Det udløste en international menneskejagt, som stoppede, da en brasiliansk dommer i oktober sidste år beordrede børnene udleveret til Danmark, og deres mor fulgte med dem hjem.

Denne aktion kalder moderen for yderst traumatiserende for børnene, da familien uden forvarsel kun fik 30 minutter til at forlade deres hjem, venner og skole.

Angelinas datter bor hos sin far Peter Lawaetz, og hendes søn hos sin far Vladimir Valiant.

Her er børnenes mor, Angelina Mathiesen, ankommet ved Københavns Politis afdeling i Teglholmen. Foto: Mogens Flindt
Her er børnenes mor, Angelina Mathiesen, ankommet ved Københavns Politis afdeling i Teglholmen. Foto: Mogens Flindt
 

Kom ikke til samvær
Moderen ser sine børn minimalt. Ved sidste samvær undlod fædrene uden forudgående aflysning at udlevere børnene til samvær, som dermed er afbrudt i tre måneder. Statsforvaltningen, som ifølge Angelina Mathiesen uden spørgsmål følger fædrenes vilje, har nægtet at give erstatningssamvær.

Samlet har børnene ifølge Angelina Mathiesen set deres mor 10 timer siden ankomsten til Danmark i oktober 2017.

Ifølge Angelina Mathiesen forsøger Peter Lawaetz og Vladimir Valiant at påvirke hende forud for landsretssagen. Det er en taktik, moderen siger, hun tidligere har oplevet i forbindelse med retssager.

Næste fastsatte samvær er først i august. Det sker ifølge Angelina Mathiesen, fordi Statsforvaltningen uden at høre moderen og børnene, har valgt at blåstemple fædrenes tilbageholdelse af børnene fra samvær.

- Dette er ikke at tage hensyn til børnenes behov for deres mor, siger Angelina Mathiesen, som tilføjer, 'at adskillige fagfolk har udtrykt dyb bekymring for børnenes udvikling og sjælelige helse under disse vilkår'.

Angelina Mathiesen mener, at det er til direkte skade for børnene at afholde dem fra kontakt med hende og henviser til, at dømte pædofile, voldsmænd og drabsmænd har mere samvær med deres børn, end hun har.

Angelina Mathiesen forsvor i april 2017 overfor Ekstra Bladet, at hendes eksmænd nogensinde ville se deres børn igen. Foto: Ekstra Bladet
Angelina Mathiesen forsvor i april 2017 overfor Ekstra Bladet, at hendes eksmænd nogensinde ville se deres børn igen. Foto: Ekstra Bladet
 

Peter Lawaetz og Vladimir Valiant, fædre til henholdsvis Aia og Leonardo, afviser, at udeblivelsen fra det fastsatte samvær har noget at gøre med torsdagens landsretssag.

- Det har intet med retssagen at gøre. Vi er hverken indkaldt som vidner eller skal høres i sagen, da der kun er tale om strafudmåling og har ingen indflydelse på sagen, siger Vladimir Valiant til Ekstra Bladet.

Vil beskytte børnene
Han tilføjer, at straffen af sønnens mor gør hverken ham eller Leonardo mere eller mindre lykkelige:

- Det er en sag mellem Angelina og domstolene, ligesom det må være en moralsk sag mellem hende og hendes medhjælpere og støtter, som har medvirket til at bringe hende i denne her forfærdelige situation, fortsætter eksmanden, som fastholder, at flere personer efter hans vurdering har hjulpet kvinden med bortførelsen.

Peter Lawaetz (tv.) og Vladimir Valiant ledte i over et år efter deres børn, som var bortført til Brasilien. Foto: Ekstra Bladet
Peter Lawaetz (tv.) og Vladimir Valiant ledte i over et år efter deres børn, som var bortført til Brasilien. Foto: Ekstra Bladet
 

Ifølge ham og Peter Lawaetz blev børnene ved sidste planlagte samvær ikke udleveret, fordi Angelina Mathiesen gentagne gange har brudt adskillige restriktioner, som samværet er underlagt af Statsforvaltningen.

- Det var for at beskytte børnene mod yderligere, siger Vladimir Valiant.

Peter Lawaetz nærer efter eget udsagn intet begær om hævn og straf over den kvinde, som i månedsvis holdt hans datter væk fra ham.

- Det er naturligvis ikke min datters tarv, at hendes mor eventuelt skal i fængsel, men det er jo op til domstolene, siger den 55-årige mand.

Angelina Mathiesen var internationalt eftersøgt via Interpol for at have bortført sine egne børn. Siden 8. oktober har hun set dem minimalt under overvågning. Foto: Privat
Angelina Mathiesen var internationalt eftersøgt via Interpol for at have bortført sine egne børn. Siden 8. oktober har hun set dem minimalt under overvågning. Foto: Privat
 

Vi møder med børnene
Begge fædre fastholder, at de fortsat ønsker at sikre et forsvarligt samvær mellem børn og mor. Det gælder også, hvis Angelina Mathiesen skal afsone en straf i fængsel.

- Det vil være langt at foretrække, at børnene ikke skal se deres mor i et fængsel, siger Peter Lawaetz.

Vladimir Valiant vil lade det spørgsmål være op til Angelina Mathiesen, Kriminalforsorgen og Statsforvaltningen at finde en løsning på.

- Vi stiller op med børnene, hvor vi får at vide, vi skal og under de vilkår, der gælder. Hvordan den enkelte forælder kommer til det sted, er deres eget problem. Jeg ser samværet opretholdt, så længe det fungerer efter resolutionen - uagtet om man afsoner eller ej. Det er for børnenes skyld.

 

Samvær i fængslet
Der er ifølge Statsforvaltningen intet til hinder for samvær, mens man afsoner.

- Der kan sagtens ske fastsættelse af samvær under afsoning, hvis det praktisk kan lade sig gøre. Det handler om, hvad der er den bedste løsning for børnene og kommer meget an på omstændighederne - f.eks. hvor gammelt barnet er, den anden forælders opbakning, hvorvidt barnet har kontakt til begge forældre og hvad der vil fungere godt for barnet, siger Kirsten Rosenkilde, kontorchef i Statsforvaltningen, til Ekstra Bladet.

Hun understreger, at hun ikke kan udtale sig konkret om Angelina Mathiesens samværssager, men udtaler sig generelt.

Bortførte børn i Brasilien

63031042.jpg

Efter en årelang strid med sin eksmand rejste Lisbeth Markussen under påskud af at skulle på ferie i juli 2015 ud af Danmark med sine tre børn.

Hendes sag fik stor bevågenhed i forbindelse med et DR-dokumentarprogram. De fulgte børnebortførelsen helt til Peru, hvor sporet blev koldt.

I al hemmelighed rejste mor og børn illegalt ind i Brasilien, hvor de har opholdt sig i to et halvt år.

Først da en anden dansk kvinde, Angelina Mathiesen, i marts 2016 bortførte sine to børn til Brasilien, og hendes børns fædre ved hjælp af en privatdetektiv fandt landet, hvor de skjulte sig, stod det klart, at også Lisbeth Markussen og børnene var her.

Begge kvinder blev efter bortførelserne varetægtsfængslet in absentia i Danmark, og fædrene blev tilkendt den fulde forældremyndighed.

I marts 2017 søgte begge kvinder asyl i Brasilien, fordi de mener, at deres menneskerettigheder i Danmark er blevet krænket – mens asylsagerne blev behandlet, fik de midlertidig opholdstilladelse.

I oktober udleverede en brasiliansk dommer Angelina Mathiesens børn til Danmark, og moderen fulgte frivilligt med. Hun blev før jul idømt halvandet års fængsel for børnebortførelse, men har anket sagen til landsretten.

En mindre politistyrke anholdt i marts 2018 Lisbeth Markussen for at opholde sig ulovligt i Brasilien. Børnene kom kortvarigt på børnehjem i det sydamerikanske land.

Kristian, Johanne og Sigurd blev i marts 2018 udleveret til Danmark.

Lisbeth Markussen blev i slutningen af maj løsladt på betingelse af, at hun bliver i Brasilien.

1 af 2 Peter Lawaetz (tv.) og Vladimir Valiant ledte i over et år efter deres børn, som var bortført til Brasilien. Foto: Ekstra Bladet
2 af 2 Angelina Mathiesen forsvor i april 2017 overfor Ekstra Bladet, at hendes eksmænd nogensinde ville se deres børn igen. Foto: Ekstra Bladet
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen