Mor gav 7-årig søn mælkebøtte-te mod sygdom: Nu er han død

En canadisk mor forsøgte at behandle søn med naturlige urter og olie. Han døde efter ti dage af en infektion med streptokokker

Tamara Lovett er tiltalt for omsorgssvigt og for at have undladt at give sin søn livsvigtig lægehjælp. Billedet er givet til pressen med tilladelse fra drengens far. Privatfoto
Tamara Lovett er tiltalt for omsorgssvigt og for at have undladt at give sin søn livsvigtig lægehjælp. Billedet er givet til pressen med tilladelse fra drengens far. Privatfoto

48-årige Tamara Lovett har ved en domstol i Calgary, Canada, indrømmet, at hun gav sin syv-årige søn alternativ medicin mod det, hun troede var en forkølelse eller infuenza. Nu venter hun på, om retten finder hende 'skyldig' eller 'ikke skyldig' i at være skyld i, at sønnen, Ryan Lovett, døde.

Det skriver CBCNews.

Tamara Lovett har i den to uger lange retssag siddet tiltalt for omsorgssvigt og for at have undladt at give sønnen livsvigtig hjælp. Sønnen døde af en infektion med streptokokker i 2013.

I retten er det kommet frem, at sønnen lå i sengen i 10 dage, og hans tilstand blev værre og værre, inden han døde. Læger har forklaret, at drengens liv kunne være reddet, hvis han var blevet behandlet med antibiotika. Drengen led også af meningitis og lungebetændelse, er det kommet frem.

Troede ikke på læger
Moderen har i retten forklaret, at hun gav drengen mælkebøtte-te, oregano-olie og andre naturprodukter, og at det efter hendes opfattelse lod til, at sønnen fik det bedre.

Anklagemyndigheden vil have kvinden dømt og hævder, at ethvert hæderligt menneske ville have opsøgt lægehjælp til drengen.

Den syv-årige dreng har hverken nogen fødselsattest og har heller aldrig nogensinde været til lægen. Årsagen er, at hans mor 'ikke troede på konventionel medicin', fortalte anklager Jonathan Hak i retten.

Først da Tamara Lovett fandt sin søn liggende på gulvet uden for badeværelset i deres lejlighed, ringede hun til alarmcentralen. Du kan høre hendes ni minutter lange samtale med alarmcentralen her.

Og da paramedicinere og politi ankom til lejligheden, var drengen livløs. Han var dækket af sit eget opkast og kold at røre ved.

Udsat for omsorgssvigt
En tidligere veninde til Tamara Lovett har i retten forklaret, hvordan hun indimellem havde den syv-årige dreng hos sig i weekenderne. Hun fortalte i retten, at drengen efter hendes opfattelse har levet i trange kår, og at han var et fint eksempel på, hvordan et barn kan holde den slags ud, uden at nogen opdager det.

Nogen gange kom drengen i skole, men veninden fortalte, at hans skolegang ikke var sat i system. Han kunne finde på at blive oppe hele natten sammen med sin mor.

Veninden fortalte også, at hun besøgte Tamara Lovett og hendes søn dagen før, drengen døde. Hun beskrev Ryan som i en tilstand af 'ekstreme lidelser', og hun tilbød at tage mor og søn med på hospitalet eller til en læge. Men Lovett afviste.

Tamara Lovetts forsvarer, Alain Hepner, har modsat argumenteret for, at hans klient er 'moralsk uskyldig' og har kaldt hende for en kærlig mor, som først alt for sent opdagede hvor alvorlig, hendes søns lidelse var.

Lovett's mangel på handlekraft er ikke kriminel, sagde Hepner til dommeren.

Det forventes, at retten afsiger sin kendelse senere mandag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere