Mor hopper i døden med datter i favnen

Torsdag aften er der sket en frygtelig tragedie ved København

En kvinde hoppede torsdag aften i døden med en lille pige i favnen i boligområdet Taastrupgård i Høje Tåstrup ved København.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi over for Ekstra Bladet.

- Der er to personer, der har mistet livet, og det er tragisk ad helvede til, siger vagtchef Brian Munck, der bekræfter, at de dræbte er henholdsvis mor og datter.

- Vi mener, at der er tale om en kvinde i 30'erne og en etårig pige, tilføjer vagtchef Brian Munck.

Politiet fik anmeldelsen om tragedien klokken 21.11, da et vidne ringer til alarmcentralen.

Efterfølgende har politiets teknikere været massivt til stede, hvor de har talt med vidner og sikret spor.

To mænd afhørt
Blandt andet har de ført en mand væk i en sporsikringsdragt. Manden skulle ifølge politiet have opholdt sig i den lejlighed på tredje sal, hvor kvinden og barnet sprang fra.

Han er dog ikke mistænkt for en forbrydelse.

- Selv om vi er næsten sikre på, at der er tale om et selvmord, så tager vi alle forholdsregler og efterforsker det til bunds, siger Brian Munck fra Københavns Vestegns Politi.

Kvinden og barnet var i lejligheden med to mænd, da tragedien indtraf. Begge mænd er blevet afhørt, men politiet ønsker ikke at komme ind på de to mænds tilhørsforhold til kvinden og barnet.

Adskillige politibiler, ambulancer og brandbiler ankom til stedet i løbet af få minutter. (Foto: Kenneth Meyer)
Adskillige politibiler, ambulancer og brandbiler ankom til stedet i løbet af få minutter. (Foto: Kenneth Meyer)
 

Nabo: Hørte et brag
Adskillige beboere i boligområdet var vidner til episoden, blandt andre 21-årige Asan, der er nabo til den dræbte kvinde.

- Jeg har set kvinden før, men jeg kendte hende ikke personligt. Hun boede i en lejlighed med barnet og havde altid flotte blomster ude på altanen, siger Asan til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at han netop var kommet hjem med indkøbsposer, da han hørte larm og et brag nede fra gaden.

- Jeg sagde til min kone, at jeg ville løbe ned for at se, hvad der var sket. Da jeg kom der ned, havde en ældre mand allerede dækket kvindens lig med et hvidt klæde, siger Asan.

Gav pigen førstehjælp
Den lille pige var på dette tidspunkt stadig i live. Hun overlevede dog ikke sine kvæstelser.

- Der var nogen, der forsøgte at give barnet førstehjælp, ind til ambulancen kom, siger Asan, der er dybt berørt over episoden.

- Jeg har selv en lille dreng på et år. Da jeg bagefter kom hjem til min kone, var jeg næsten grædefærdig. Det er meget trist, siger han til Ekstra Bladet.

Der var mange vidner til episoden, der fandt sted her i boligområdet Taastrupgård vest for København. (Foto: Kenneth Meyer)
Der var mange vidner til episoden, der fandt sted her i boligområdet Taastrupgård vest for København. (Foto: Kenneth Meyer)

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)