Mor sendte ambulancen til sin skudte søn

En nattevagt hun aldrig glemmer. Hendes 26-årige søn blev skudt efter en julefrokost og hun sendte selv ambulancen fra vagtcentralen

Mette Aulum-Pedersen foran retten i Lyngby, hvor hun følger sagen mod manden, der skød hendes søn. Hun synes, at forklaringen om nødværge er langt ude. (Foto: Jan Søgaard)
Mette Aulum-Pedersen foran retten i Lyngby, hvor hun følger sagen mod manden, der skød hendes søn. Hun synes, at forklaringen om nødværge er langt ude. (Foto: Jan Søgaard)

Nattevagten mellem fredag og lørdag den 6. december sidste år på årets store julefrokostaften glemmer Mette Aulum-Pedersen aldrig.

Hun er ansat på Region Hovedstadens vagtcentral, hvor hun disponerer ambulancerne i hovedstadsområdet, når det sundhedsfaglige personale har modtaget alarmerne fra 1-1-2.

Klokken 01.50 sendte Mette Aulum-Pedersen en ambulance til alarm om et skyderi i Birkerød, hvor en ung mand var skudt i maven med et jagtgevær.

Halvanden time senere ringede hendes eksmand og fortalte, at det var deres søn Patrick, 26 år, der var blevet skudt. Han var på Rigshospitlets traumecenter og i yderste livsfare.

- Det kunne ikke passe. Ikke min søn. Jeg vidste, han var til julefrokost i Holte, så hvad skulle han i Birkerød? Så blev jeg ellers ’pakket sammen’ af kollegerne på vagtcentralen. Det var den længste tur til Rigshospitalet, jeg har oplevet, siger Mette Aulum-Pedersen til Ekstra Bladet.

Patrick Aulum-Pedersen var fuld efter et julefrokost med sit firma. Han gik forkert i sin brandert og blev skudt af en husejer, der frygtede et nyt hjemmerøveri. (Foto: Lokalavisen.dk) 112 - 5. okt. 2015 - kl. 11:51 Vækket på hospitalet af mor: - Du er blevet skudt

Elektriker-lærlingen Patrick Aulum-Pedersen, i dag 27 år, havde forladt sit firmas julefrokost på Hotel Comwell i Holte i surhed på chefen, og forsøgte at finde hjem til sin kammerat i Birkerød, som han kendte fra folkeskolen og som havde Patricks computer.

Gik forkert to gange
Men i sin fuldskab kunne han ikke finde huset, og han gik forkert to gange, hvor han først forskrækkede et sovende ægtepar ved at buldre voldsomt på en rude – og kort efter gik det helt galt, da han tilfældigt endte længere henne ad vejen hos en 67-årig enlig mand, der i 2011 var udsat for et brutalt hjemmerøveri.

Patrick forsøgte at komme ind i huset, smadrede en rude i kælderdøren og blev så skudt i maven af den 67-årige, der greb et af sine fem jagtvåben, satte to patroner i og affyrede et skud mod Patrick Aulum-Pedersen på to-tre meters afstand. Han blev blandt andet ramt i maven og underlivet, hvor dele af hans lever blev flået i stykker.

I går startede retssagen mod den 67-årige, der er tiltalt for drabsforsøg, men nægter sig skyldig. Han siger, han affyrede et varselsskud i nødværge, der uheldigvis ramte Patrick Aulum-Pedersen, fordi geværet ’trak’ til siden.

- Det var ikke nødværge
Hans mor fulgte retssagen fra starten i går og giver ikke meget for den 67-åriges forklaring om nødværge:

- Efter hjemmerøveriet har han sikret sit hus i alle ender og kanter. Han havde alle muligheder for at blive, hvor han var og ringe til politiet. Patrick var ingen trussel. Han kom jo aldrig ind i huset. Men han tog sit gevær, gik ned ad trappen og skød min søn. Jeg er heldig, at jeg har Patrick i dag. Ellers ville jeg sidde i retten og kigge på en drabsmand. Jeg håber, han bliver dømt og må stå til ansvar for det han har gjort. Han havde huset fuldt af våben og ammunition, der lå klar. For mig var det en bevidst handling, da han tog det gevær og skød, siger Mette Aulum-Pedersen.

Hun sammenligner med, at det første ægtepar, som Patrick gik forkert hos, fik lempet ham stille og roligt ud og ringede til politiet. Mere skete der ikke.

- Patrick anede ikke hvor han var eller hvad han gjorde. Han var gået tre kilometer uden overtøj og var nedkølet og sikkert konfus. Han burde bare have fået hjælp, siger hans mor. Hun indrømmer, at Patrick kan være ’insisterende¨, når han en sjælden gang er fuld, men kan ikke genkende vidnernes beskrivelse af, at han var truende og aggressiv.

- Jeg håber, han får en straf, så det  bliver markeret, at det ikke kan være lovligt i Danmark at skyde folk, der bare går forkert. Det er ikke Texas. For mig er det en utilgivelig handling, og som mor, der har været så tæt på at miste sit barn, kan straffen ikke blive hård nok, siger Mette Aulum-Pedersen.

Skød for at redde mit liv
Det var en dramatisk alarm, der kom ind til 1-1-2 fra den 67-årige mand i Birkerød, der få sekunder før havde skudt Patrick Aulum-Pedersen i maven:

- Jeg har væbnet indbrud. Jeg har affyret mit haglgevær for at redde mit liv, siger den 67-årige på optagelsen.

112 - 5. okt. 2015 - kl. 10:06 Husejer troede, det var hjemmerøveri: - Jeg har skudt for at redde mit liv

Han lå i sit soveværelse, da han hørte ruden i kælderdøren blive knust. Det var præcist sådan tre østeuropæere brød ind i huset i maj 2011 og slog ham ned med en kløfthammer, så han fik blødninger i hovedet og smadrede flere tænder, før hjemmerøverne flygtede med 400 kr.

Døren til kældertrappen var låst og den 67-årige havde alarm på i hele huset, da Patrick Aulum-Pedersen i sin brandert endte ved hans kælderdør. Den 67-årige fik et deja-vu fra overfaldet i 2011 og greb sit jagtgevær og gik ned i kælderen, hvor han så en stor silhuet, der forsøgte at trænge ind gennem den knuste rude. Han råbte: Hvem der? Så skød han et skud og gik op til stuen igen, låste døren til kælderen og slog alarm.

- Jeg tør ikke gå derned, så bliver jeg slået ihjel. Jeg har i selvforsvar affyret et haglgevær. Der er nogen, der er ramt. Jeg har låst døren, sagde den 67-årige til 1-1-2.

Forklaringen gentog den 67-årige i Lyngby ret i går:

- Jeg tænkte, det er mærkeligt, at manden ikke stikker af, når han kan se, at man står med et haglgevær. Jeg springer nogle skridt tilbage og skyder forbi ham til venstre mod hullet i døren, hvor ruden er væk. Men geværet trækker til siden, og jeg rammer ham. Det var et varselsskud. Det var ikke meningen, forklarede han.

Har black-out
Patrick Aulum-Pedersen har totalt black-out fra aftenen og kan kun huske starten af julefrokosten. Det næste han husker, er at han bliver vækket på hospitalet efter operationen, hvor han mor fortæller ham, at han er blevet skudt.

Den 27-årige har daglige smerter, ar på krop og sjæl og hagl, der stadig sidder i kroppen og er ved at gnave sig ud. Han har mistet sin læreplads, men forsøger nu at komme på fode igen gennem praktik og intensiv psykologbehandling.

- Min krop er skamferet. Før dyrkede jeg amerikansk fodbold og var målmand. Det kan jeg ikke mere, sagde han i retten.

Dommen i sagen falder onsdag eller senest torsdag.

Patrick Aulum-Pedersen var fuld efter et julefrokost med sit firma. Han gik forkert i sin brandert og blev skudt af en husejer, der frygtede et nyt hjemmerøveri. (Foto: Lokalavisen.dk) 112 - 5. okt. 2015 - kl. 14:41 Vidner: Patrick var truende og aggressiv, inden han blev skudt

1 af 3 Patrick Aulum-Pedersen var fuld efter et julefrokost med sit firma. Han gik forkert i sin brandert og blev skudt af en husejer, der frygtede et nyt hjemmerøveri. (Foto: Lokalavisen.dk)
2 af 3 En 67-årig fik et flash-back fra et hjemmerøveri, da han skød den 26-årige gennem døren, som på billedet er erstattet med en træplade. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 3 Mette Aulum-Pedersen foran retten i Lyngby, hvor hun følger sagen mod manden, der skød hendes søn. Hun synes, at forklaringen om nødværge er langt ude. (Foto: Jan Søgaard)