Mor sigtet: Låste børn ned i bagagerummet mens hun shoppede

Den 39-årige mor er blevet anholdt og sigtet for børnemishandling

39-årige Tori Lee Castillo er sigtet for at efterlade sine børn låst inde i et bagagerum uden vinduer, mens hun gik på shopping. Foto: Weber County Sheriff's Office via AP
39-årige Tori Lee Castillo er sigtet for at efterlade sine børn låst inde i et bagagerum uden vinduer, mens hun gik på shopping. Foto: Weber County Sheriff's Office via AP

To børn på to og fem år blev låst inde i bagagerummet på familiens Chevrolet af deres mor, mens hun gik på shopping i en Walmart i Utah.

Sådan lyder sigtelsen mod den 39-årige mor, Tori Lee Castillo, der blev anholdt torsdag, da hun vendte tilbage til bilen.

Politiet blev tilkaldt af vidner, der så moren låse børnene i bagagerummet. Mens politiet var på vej, begyndte børnene at bevæge sig febrilsk og lave larm nede i bagagerummet.

- Flere gode samaritanere observerede dette og kom børnene til hjælp, siger politichef Casey Warren fra Riverdale police til det lokale Utah-medie deseretnews.com, mens han til CNNs partner-medie Good4Utah siger:

- Det er aldrig i orden at låse et barn inde i et bil - slet ikke i bagagerummet. Det siger sig selv, at der er mange ting, der kan gå galt.

Vidner instruerede den fem-årige pige i at trække i nødlåsen, så børnene kunne komme ud af bagagerummet.

Vidnet  Casey Maw fortæller, at børnene var påvirket af situationen, da de kom ud.

- Der kom tårer ned ad deres ansigter. De var bange, siger hun til Good4Utah.

Børnene er nu blevet anbragt hos deres far, mens moren er anholdt og anbragt i Weber County Jail.