Mor sigtet: Stak sin treårige søn med kniv

Politiet har anholdt moderen til barnet, der er blevet stukket mandag nat i en park i USA

Hør vidnet Devon Stachowiak fortælle om det syn, der mødte ham og få flere detaljer om den tragiske sag her (Video: AP)

En forfærdelig episode har fundet sted i Gulfport, Mississippi.

Politiet har arresteret en kvinde og sigtet hende for at have stukket sit treårige barn flere gange. Det voldsomme angreb skulle være fundet sted mandag nat i Jones Park.

Den 26-årige kvinde hedder Nomatter Gava-Hudson, og hun er nu tiltalt for mordforsøg.

Politiet blev underrettet mandag kl. 22.53, og da de nåede frem, var kvinden på stedet og forsøgte ikke at gøre modstand eller stikke af.

Vidnet Devon Stachowiak fortæller, at han så barnet med et sår på maven, der var cirka tre centimeter. Derudover var der også sår omkring kravebenet.

Stachowiak, som selv er soldat, fortæller yderligere om oplevelsen:

- Han (barnet, red.) så ud til at være på vej mod døden, siger han til Sun Herald og fortæller videre, at han ringede efter hjælp.

Politiet har efterfølgende udtalt, at barnet blev kørt på hospitalet og sidenhen fløjet videre til yderligere undersøgelser. Skaderne skulle ikke være livstruende har politiet berettet.

Nomatter Gava-Hudson er nu bag tremmer i Harrison County-fængslet.