Mor til dræbt 20-årig: Jeg vil bære dig i mit knuste hjerte

Den 20-årige dræbte kvinde var tømrerlærling

Den 20-årige kvinde blev med politiets ord fundet død 'under særdeles mistænkelige omstændigheder' her på adressen tirsdag aften. Video: Kenneth Meyer

'Jeg bar dig ni måneder i maven. For en tid bar jeg dig på armen, og jeg vil bære dig resten af mit liv i mit knuste hjerte.'

Sådan lyder de rørende ord fra moderen til den 20-årige kvinde, der tirsdag blev fundet dræbt i Køge.

Beskeden er i nat lagt op på kvindens private Facebook-profil, og de sidste to ord er erstattet af en emoji af et knust, rødt hjerte. Ekstra Bladet har været i kontakt med moderen og fået lov til at referere det, hun har skrevet midt i sorgen.

Politi i civil og uniformerede betjente  har taget mod blomster til ære for den dræbte på gerningsstedet. Foto: Stine Tidsvilde
Politi i civil og uniformerede betjente har taget mod blomster til ære for den dræbte på gerningsstedet. Foto: Stine Tidsvilde

Mens hun gennemlever, hvad der må være enhver forældres mareridt, er to mænd blevet anholdt og skal i eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør sigtet for drab. Retten i Roskilde skal tage stilling til, om mændene på henholdsvis 18 og 22 år skal fængsles.

Ifølge politiet har den dræbte kvinde pådraget sig svære kvæstelser, og hun skal nu obduceres for at afklare dødsårsagen.

Glad og smilende
Politiets kriminalteknikere arbejder onsdag ved middagstid stadig på gerningsstedet - en udlejningsejendom med boliger til unge. Kvinden boede ikke selv på adressen, men havde ifølge politiet en tilknytning til stedet.

Kriminalteknikere arbejder på stedet i dag. Foto: Stine Tidsvilde
Kriminalteknikere arbejder på stedet i dag. Foto: Stine Tidsvilde

En nabo fortæller til Ekstra Bladets udsendte, at der ofte holder mange biler ved bygningen, som også er et sted, hvor unge mødes.

En kollega fra det firma, hvor det unge drabsoffer var ansat som tømrerlærling, kommer forbi med en buket blomster ved politiets afspærring.

En betjent lægger buketten for ham, da andre ikke må træde ind bag afspærringen.

Kollegaen fortæller til Ekstra Bladet, at firmaet fik besked om sagen her til morgen og er helt uforstående over for, hvad der kan være sket.

- Hun var meget glad og smilende, siger han.