Mor til fire dræbt i skiltekaos: Nu er lastbilchaufføren dømt

Ulykken skete, da lastbilen svingede til højre ved et vejarbejde, hvor svingbanen var spærret

Der var en blokeret svingbane og to skilte. En advarselstavle, som signalerede vejarbejde. Nedenunder hang en forbudstavle - en såkaldt C 11,1, som forbyder højresving. Da lastbilchaufføren alligevel svingede tl højre, ramte han en 38-årig kvindelig cyklist. Foto: Jonas Olufson
Der var en blokeret svingbane og to skilte. En advarselstavle, som signalerede vejarbejde. Nedenunder hang en forbudstavle - en såkaldt C 11,1, som forbyder højresving. Da lastbilchaufføren alligevel svingede tl højre, ramte han en 38-årig kvindelig cyklist. Foto: Jonas Olufson

Der var vejarbejde og et syndigt rod af betonklodser og forkert skiltning, da en 38-årig mor til fire blev dræbt på sin cykel af en lastbill.

Det skete i en af de frygtede højresvingsulykker, hvor chaufføren kom kørende ad Søborg Hovedgade i Gladsaxe og svingede til højre i krydset ved Maglegårds Alle den 7. november sidste år omkring kl. 07.40. Kvinden døde på stedet.

I dag blev en 67-årig lastbilchauffør dømt for uagtsomt manddrab og idømt en bøde på 5000 kroner samt betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

- Han ankede på stedet, siger Niclas Trolle Klötzl, anklagerfuldmægtig i Advokaturen for Almene Sager i Københavns Vestegns Politi.

Få overblik over den tragiske ulykke ved at klikke dig rundt i den interaktive grafik, og læs resten af artiklen nedenunder ...

Interaktivt element

Ifølge anklageskriftet førte chaufføren sin lastbil 'uden at udvise agtpågivenhed og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdsels-sikkerheden og derved voldt skade på person eller fremkaldt nærliggende fare herfor'.

Mange lagde blomster til den dræbte 38-årige mor. Foto: Jonas Olufson
Mange lagde blomster til den dræbte 38-årige mor. Foto: Jonas Olufson
 

Anklager Niclas Trolle Klötzl oplyser, at chaufføren har forklaret i retten, at han mener, at han har orienteret sig på forhånd.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at skiltningen i forbindelse med vejarbejdet var et syndigt rod. Der var højresving og indkørsel forbudt for ethvert køretøj på grund af et omfattende vejarbejde, og da lastbilchaufføren drejede ned ad den midlertidigt ensrettede Maglegårds Allé, holdt han ikke i svingbanen, fordi den var spærret af betonklodser.

Se også: Mor til fire dræbt i skiltekaos: Her er tiltalen

Men nogen havde sat et skilt op om, at arbejdskørsel var tilladt, hvilket kan have fået chaufføren til at tro, at han havde retten på sin side.

Det skilt havde kvinden ingen chance for at se, da hun i fuld fart kørte ned ad Søborg Hovedgade på vej på arbejde i København efter at have afleveret sine to yngste børn i skole. Der var grønt lys for kvinden.

Se også: Mor til fire dræbt: Lastbilchauffør måtte slet ikke køre på vejen

- Der har været en tvist om den skiltning, der var på stedet. Spillede det en rolle i sagen?

- Både og. Chaufføren af bilen havde opfattelsen af, at han godt måtte køre ind der, og det blev også lagt til grund, at han var i god tro omkring det. Men skiltningen i almindelighed har haft en eller anden form for indflydelse på sagen, siger Niclas Trolle Klötzl.

Ud over lastbilchaufførens forklaring var der også indkaldt et vidne, der så selve ulykken, et vidne, der tidligere har kørt i lastbilen og kender til den, samt en bilinspektør, der afgav forklaring om den undersøgelse, der var lavet på stedet.

Ekstra Bladet har tidligere talt med senioranklager Steen Ulriksen, som fortalte, at det ikke har været muligt at finde ud af, hvem der satte det forkerte skilt op. Der er derfor ikke andre, der har været sigtet i sagen.

Se også: Nu ændrer politiet kurs i sag om trafikdrab

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra chaufførens forsvarer.

1 af 2 Mange lagde blomster til den dræbte 38-årige mor. Foto: Jonas Olufson
2 af 2 Der var en blokeret svingbane og to skilte. En advarselstavle, som signalerede vejarbejde. Nedenunder hang en forbudstavle - en såkaldt C 11,1, som forbyder højresving. Da lastbilchaufføren alligevel svingede tl højre, ramte han en 38-årig kvindelig cyklist. Foto: Jonas Olufson
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen