Mor til syv tiltalt for to drab: Undercover-operation fulgte hende i årevis

En norsk mor til syv er blevet tiltalt for to drab. Ofrene er ifølge anklagemyndigheden kvindens far, samt hendes tidligere sambo

En norsk mor til syv er mandag blevet tiltalt for at have begået to drab med flere års mellemrum i den norske by Kristiansand.

Ifølge norske VG er ofrene kvindens far samt hendes tidligere samlever.

Sagen blev offentligt kendt sidste år, da det norske politi skred til anholdelse og herefter sigtede den 40-årige kvinde for to drab.

Infiltreret af undercoveragent
Forud for anholdelsen havde norsk politi i skjul fulgt kvindens liv siden april 2014.

I mere end tre et halvt år aflyttede efterforskerne kvindens lejlighed, telefon og bil. Samtidig sørgede man for, at en undercoveragent infiltrerede hendes liv.

Alt sammen i håbet om, at hun ville tale over sig og indrømme mordene.

Bedøvet og kvalt
Den store politiaktion blev sat i værk, efter kvindens tidligere samlever den 67-årige Øystein Hagel Pedersen blev fundet død på et hotel i Kristiansand.

Efterfølgende viste politiets obduktionsrapport, at Øystein Hagel Pedersen døde af en forgiftning.

Ifølge tiltalen, der blev offentliggjort mandag, mener anklagemyndigheden, at den 40-årige mor til syv fik Øystein Hagel Pedersen til at tage en større mængde af sovemidlet Stilnoct.

Herefter skulle kvinden have blokeret sit offers luftveje med det, politiet mener, er en pude.

Dræbte hun sin far?
Under efterforskningen af drabet på Øystein Hagel Pedersen fik politiet mistanke om, at kvinden også stod bag drabet på sin far.

Han blev fundet død i badekaret i sit hjem i Kristiansand i marts 2002. Indtil for nyligt troede man, han var død af naturlige årsager.

Kvindens far var aldrig blevet obduceret. Derfor gravede efterforskerne mandens lig op i december sidste år.

Obduktionen viste, at der var spor af forgiftning i farens krop.

Ifølge VG står der i tiltalen, at kvinden fik sin far til at indtage piller med det beroligende middel 'diazepam'.

'I forbindelse med, han befandt sig i badekaret, har hun sandsynligvis presset hans hoved under vand', skriver anklageren.

Nægter at tale med politiet
Kvinden nægter sig skyldig i alle anklager, men afviser ifølge norske VG at tale med politiet.

Over for den norske avis har kvinden dog tidligere sagt, at hun ikke har nogen rolle i dødsfaldene ligesom hun også har forklaret, at hun ingen tillid har til myndighederne efter flere samværssager.

- At være sigtet i denne sag er surrealistisk. Jeg har ikke gjort det, sagde kvinden dengang i interviewet med VG.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen