Mor til to skal i fængsel for børnebortførelse

- Jeg er en god mor, lød det fra Angelina Mathiesen, som er idømt et år og seks måneders fængsel

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Angelina Mathiesen skal halvandet år i fængsel for at have bortført sine to børn til Brasilien.

Det har en domsmandsret torsdag aften afgjort. Retten lagde vægt på sagens karakter og grovhed, da de afgjorde kvindens straf.

Efter en kort drøftelse med sin advokat ankede den nu dømte afgørelsen til landsretten.

- Det her er ikke i børnenes interesse, siger Angelina Mathiesen til Ekstra Bladet som reaktion på byretsdommen.

Kvinden tog i marts 2016 mod fædrenes vilje Aia og Leonardo med til Brasilien, hvor hun et år efter søgte asyl, da hun mener, at Danmark ikke overholder deres menneskerettigheder.

Det udløste en international menneskejagt, som stoppede, da en brasiliansk dommer beordrede børnene udleveret til Danmark, og deres mor fulgte med dem hjem.

Pause fra stalking
Mens anklageren krævede to års ubetinget fængsel, nedlagde Angelina Mathiesen påstand om frifindelse - subsidiært rettens mildeste dom. Hendes forsvarer Klaus Jensen læste også personundersøgelsen fra Kriminalforsorgen op, hvoraf vurderingen lød, at Angelina Mathiesen er egnet til betinget fængsel og samfundstjeneste.

Angelina Mathiesen forklarede selv i løbet af den ni timer lange retssag, at hun rejste med den dengang femårige Aia og treårige Leonardo til Brasilien for at få en pause fra års børnenes fædre Peter Lawaetz og Vladimir Valiant, som hun påstod stalkede hende. Og fra Københavns Kommune, som hun anklagede for systemovergreb.

Dermed kunne Peter Lawaetz og Vladimir Valiant ifølge Angelina Mathiesen systematisk chikanere hende ved ustandselig at starte nye sager om børnene.

- Hun vælger at tage en pause fra de stridigheder, der har været med fædrene i flere år. Hun er blevet stalket af fædrene både i Statsforvaltningen og i det retlige system. Det har været bevidst fra fædrenes side at bombardere moren.

Se også: Tiltalt for børnebortførelse: Derfor rejste vi

Det var planlagt
Uanset årsagerne til den pause, som Angelina Mathiesen efter eget udsagn trængte til, fastholdt anklager Stine Winther dog, at den 43-årige mor har brudt loven og burde idømmes ubetinget fængsel:

- Tiltalte vidste udmærket godt, hvilken vej vinden blæste, da hun tog af sted. At hun aldrig ville komme tilbage. At børnene aldrig ville se deres fædre igen. At hun ville blive eftersøgt, sagde anklageren i sin procedure.

Hun tilføjede, at Angelina Mathiesen hævede kontanter samme dag, hun forlod landet, havde skaffet et pas tilhørende et andet barn til Leonardo, efterlod sine nem-id-koder, mobiletelefon og kreditkort, så hun ikke kunne spores.

Angelina Mathiesen (tv.) og Lisbeth Markussen er internationalt efterlyst bl.a. via Interpol for at have bortført deres egne børn. Ekstra Bladet fandt dem i Brasilien 160kilometer syd for Ækvator. Foto: Ekstra Bladet 112 - 30. apr. 2017 - kl. 09:38 Stjålet dansk barnepas mulig nøgle til hemmeligt netværk

– De kører til Tyskland i stedet for at flyve fra Danmark og går til fods ind over grænsen til Brasilien. Og hendes kontakt med familien sker over krypterede platforme, lød den længere opremsning af foranstaltninger, som Angelina Mathiesen ifølge anklageren med fuldt overlæg traf forud for bortførelsen.

.eg er en god mor
Efter anklagerens opfattelse søgte Angelina Mathiesen asyl, fordi hun følte jorden brænde under sig, da privatdetektiver og politi ifølge den tiltalte jagtede hende og børnene på stranden på ferieøen Mosquiero, hvor de boede i en periode.

Dertil lagde anklageren vægt på, at Angelina Mathiesen langtfra samarbejdede med hverken danske myndigheder, fædrene eller de brasilianske myndigheder om at udlevere børnene til Danmark.

- Hun havde ikke i sinde at komme tilbage til Danmark, lød det.

Angelina Mathiesen tog efter anklagerens og forsvarerens procedurer ordet og sagde blandt andet, at:

- Jeg er en god mor og har altid sat mine børn i centrum og i fokus. Aia kom i trivsel igen, da hun var i min fulde varetægt, og børnene var i fuld trivsel i Brasilien.

- Jeg er faktisk den eneste af de tre forældre, der mener at børnene skal have professionel hjælp og støtte i den krisesituation, de befinder sig i, sagde den nu dømte kvinde også.

Set børnene to gange siden hjemkomst
Angelina Mathiesen har siden hjemkomsten kæmpet for at få genoptaget sagerne, som i sommer gav børnenes fædre fuld forældremyndighed. Hun fortalte også, at hun er i færd med at skaffe en bolig til ’når børnene kommer hjem'.

– Børnene tror, jeg er død. Da de kom hjem blev der afholdt en børnesamtale med dem, hvor de blev vurderet stressede, overspændte og i overlevelsesmodus. Ingen af dem har modtaget krisehjælp eller professionel hjælp. De er traumatiserede af at blive fjernet fra deres mor, som altid har været deres primære og eneste omsorgsperson og er blevet skilt fra hinanden. De eneste, der får krisehjælp, er fædrene, siger den dømte mor.

Angelina Mathiesen har set børnene to gange siden 8. oktober.

- Fædrene har aldrig set deres børn så lidt, som de giver mig lov til at se børnene nu, siger kvinden, som fortsat mener, at børnene skal bo hos hende.

 Sagen kort: Danske børn bortført til Brasilien

 

Efter en årelang strid med sine to eksmænd, rejste Angelina Mathiesen i marts 2016 til Brasilien med sine to børn.

Hun var internationalt efterlyst via Interpol og levede i månedsvis i skjul i Brasilien af frygt for at blive fundet af brasiliansk politi og deporteret til Danmark.

I en periode levede hun sammen med endnu en dansk kvinde, Lisbeth Markussen, og hendes tre børn, på ferieøen Mosquiero, indtil politiet åndede dem i nakken, og de igen måtte slå sig ned på skjulte adresser.

I marts 2017 søgte begge kvinder asyl i Brasilien, fordi de mener, at deres menneskerettigheder i Danmark er blevet krænket - mens asylsagerne bliver behandlet fik midlertidig opholdstilladelse.

Angelina Mathiesen blev i maj 2017 begæret udleveret af de danske myndigheder - Lisbeth Markussen blev ifølge sin eksmand også først begæret udleveret på det tidspunkt.

Kvinderne har efter at være rejst ud af Danmark været varetægtsfængslet in absentia for børnebortførelse.

Det er Lisbeth Markussen fortsat.

Ekstra Bladet fandt før påske kvinderne og børnene i Brasilien, hvor de fortalte om deres liv i Sydamerika og slog fast, at fædrene aldrig ville se deres børn igen.