Mor tiltalt for grov vold mod seks børn: 'Jeg begraver jer levende'

Somalisk mor kræves udvist for bestandigt: Børnene levede ifølge tiltalen i et mareridt af vold og trusler

Retssagen mod den 40-årige somaliske mor kører over fem dage ved Retten i Svendborg. Foto: Anita Graversen
Retssagen mod den 40-årige somaliske mor kører over fem dage ved Retten i Svendborg. Foto: Anita Graversen

En 40-årig somalisk mor brugte både sin benprotese og køkkenredskaber som knive, kageruller, gryder, ledninger, en kost og grydeskeer som våben, når hun mishandlede sine seks børn i familiens hjem i Nyborg.

Sådan lyder tiltalen mod den 40-årige, der mandag stilles for retten i Svendborg tiltalt for mishandling og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, trusler på livet og ulovlig tvang. Hun nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden kræver den somaliske kvinde udvist for bestandig.

Børnene er i dag 15, 13, 12, 10, fem og to år gamle, og de ældste har, ifølge tiltalen, været udsat for vold siden 2013 og 2014. Det er primært sket på bopælen i Nyborg, men også i Frankrig.

Det seks sider lange anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, er en lang beskrivelse af de ufattelige rædsler som børnene, ifølge politiet, har været udsat for.

Det handler om utallige slag med redskaber og spark, hvor kvinden sparkede børnene med sin benproteste.

Truet med voldtægt
Men også psykisk vold, hvor for eksempel en af døtrene lå ned på gulvet og fik presset en kniv mod nakken, mens moren angiveligt sagde 'Næste gang slår jeg dig rigtigt ihjel'.

Børnene blev ifølge tiltalen nogle gange ugentligt truet på livet, mens de blev mishandlet.

Den 40-årige truede med at smide dem ud af hjemmet 'så danskerne kunne voldtage dem'. Og hun truede med at dræbe børnene, halshugge dem og begrave dem levende, siger anklageskriftet.

Ved mindst to tilfælde gren hun, ifølge tiltalen, en af døtrene om halsen, så hun tissede i bukserne. Et barn blev bidt i fingrene, og en søn blev tvunget til at spise, ved at moren pressede maden ind i munden på ham, så han kastede op.

En af drengene fik vejrtrækningsbesvær og svimmelhed, da moren, ifølge tiltalen, tog kvælertag på ham og truede med at få ham ihjel.

Et af børnene blev tvunget til at binde en af sine søstres hænder på ryggen, så moren kunne slå hende, lyder et af de 47 detaljerede beskrivelser af vold i anklageskriftet. Ved flere tilfælde blev der kastet gryder og knive og varm kaffe efter børnene, hvoraf flere har fået ar efter volden.

Ved en lejlighed blev et af børnene slået adskillige gange med en kost, så kosteskaftet af metal knækkede, men moren slog videre med det knækkede skaft og ramte barnet i panden, så det fik et ar, lyder en af tiltalerne.

Retten i Svendborg har afsat fem dage til retssagen.

I januar blev en 30-årig somalisk mor idømt et års fængsel og udvisning ved retten i Svendborg for grov vold mod sin 11-årige datter. Hun har anket dommen.

Se også: 30-årig mor tiltalt: Pinte lille datter med chili, kogende vand og hårnåle

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere