Morder filmede sine drab og lagde dem på nettet

Tidligere medarbejder fra tv-station bag journalist-drab - som han filmede og lagde på nettet

NEW YORK (Ekstra Bladet): En tidligere forsmået medarbejder fra selvsamme tv-station, hvor den dræbte journalist Alison Parker og kameramand Adam Ward arbejdede, formodes at stå bag drabet på de to journalister.

Det oplyser guvernøren i Virginia Terry McAuliffe til flere lokale medier.

- Det tyder på, at der er tale om en forsmået tidligere medarbejder på tv-stationen, siger guvernøren.

Drabsmandens ansigt blev hurtigt kendt og offentliggjort, da det stadigt tændte kamera forevigede ham på optagelserne, efter at den dræbte kameramand Adam Ward faldt til jorden.

Har skudt sig selv på motorvej
FBI kunne derfor hurtigt identificere den formodede drabsmand, som man kan se stå med en hævet pistol få meter fra kameraet på jorden.

Politiet har siden jagtet den 41-årige tidligere journalist Vester Lee Flanagan - også kendt under tv-navnet Bryce Williams. Kort før kl. 18 dansk tid forlyder det, at politijagten på motorvejen er slut. Efter sigende har den 41-årige Flanagan skudt sig selv foran mængden af betjente, der havde omringet ham.

Ifølge de allersidste meldinger fra Virginia State Politi - er gerningsmanden død på hospitalet.

Lagde henrettelses-video på nettet
- Jeg filmede skyderiet. Se Facebook, skrev Flanagan tidligere i morges på sin twitterprofil.

Her offentliggjorde han også privatoptagelse, som formodes filmet med et goPro-kamera, af likvideringen, hvor han står maks. 2 meter fra ofrene.

Videoen og profilen er nu blevet lukket og fjernet fra twitter og facebook. Men en video eksisterer dog fortsat på Youtube.

Her kan man se gerningsmanden nærme sig tv-holdet og kilden, der bliver interviewet, under live-udsendelsen. Videoen slutter inden selve drabet, men hvor man kan se, han hæver sin pistol.

Mulig hævn for racisme
Efter identifikationen jagtede politi og FBI gerningsmanden på motorvejen Interstate 64 gennem det sydlige Virginia.

Den 24-årige journalist Alison Parker var i færd med et live-interview med kilden Vicky Gardner omkring en forlystelsespark, da omkring 8 skud blev affyret i de tidlige morgentimer.

Både Alison Parker og kameramand Adam Ward blev dræbt under det direkte tv-interview for øjnene af tusindvis af seere. Netop nu kæmper læger for Vicky Gardners liv på hospitalet.

Noget tyder på, at den forsmåede medarbejder var vred på sine tidligere kolleger, som han i twitter-feeds i dag har omtalt som racistiske.

Dette er dog ikke endeligt bekræftet af politiet.


Her bekræfter guvernør Terry McAuliffe at man jagter gerningsmanden netop nu. (Video: AP)

1 af 4 Billeder fra det direkte tv-interview sekunder før, at gerningsmanden affyrede op til 8 skud. (Foto: AP)
2 af 4 Den formodede gerningsmand fanget på kamera. (Foto: AP)
3 af 4 Journalist Alison Parker og hendes kollega Adam Ward. (Foto: AP)
4 af 4 Vester Lee Flanagan har afbilledet, mens han arbejdede for tv-stationen