Mordgåde kan være opklaret: Hel familie risikerer dødsstraf

Amerikansk politi har foretaget anholdelser i forbindelse med et ottedobbelt drab

Tirsdag blev det yngste medlem af Wagner-familien stillet for en dommer, over for hvem han sagde således. Video: AP

For to et halvt år siden blev otte medlemmer af den samme familie fundet dræbt i deres hjem på landet i den amerikanske delstat Ohio.

Trods intens efterforskning med over 200 betjente samt udlovningen af dusør stod politiet på bar bund – lige indtil for nylig.

Nu er fire medlemmer af en anden lokal familie blev anholdt og sigtet i sagen. Tirsdag blev det yngste medlem af Wagner-familien stillet for en dommer.

Jake Wagner, 26, erklærede sig ikke-skyldig i det ottedobbelte drab. Hans bror, George, 27, og forældre, Angela, 48, og Billy, 47, vil blive stillet for en dommer senere på ugen.

Jake Wagner, 26, havde et barn med et af drabsofrene. Foto: AP
Jake Wagner, 26, havde et barn med et af drabsofrene. Foto: AP

Wagner-familien med forældrene Angela og Billy og sønnerne George og Jake. Foto: AP
Wagner-familien med forældrene Angela og Billy og sønnerne George og Jake. Foto: AP
 

Alle fire er sigtet for otte overlagte drab, og de risikerer dødsstraf, hvis de kendes skyldige i sagen. Familiens advokat, John Kearson Clark, siger, at familien intet har med massakren at gøre.

- Wagner-familien ser frem til en retssag, så de kan få renset deres gode navn, siger advokaten til avisen The Columbus Dispatch.

Strid over barn
Trods spekulationer om, at massakren på de otte mennesker var narkorelateret, mener anklager Mike DeWine, at årsagen var knap så spektakulær.

Ifølge DeWine blev det ottedobbelte drab begået i forbindelse med en strid om forældremyndigheden over et barn, som Jake Wagner havde fået med 19-årige Hanna Rhoden.

- Det er den mest bizarre historie, jeg har set i min karriere, konstaterer anklager Mike DeWine ifølge Associated Press.

Seks af de otte ofre blev begravet i maj 2016. Foto: AP
Seks af de otte ofre blev begravet i maj 2016. Foto: AP
 

22. april 2016 blev Hanna Rhoden dræbt sammen med sine forældre, to søskende og tre andre medlemmer af familien.

I et opkald til alarmcentralen den pågældende morgen beskrev et chokeret familiemedlem gerningsstedet som uhyre makabert.

- Der er blod over det hele, lød det fra kvinden, der blev spurgt, hvorvidt hun troede, at alle var døde.

- Ja, det ser ud, som om nogen har smadret dem totalt, svarede hun.

Skudt ni gange
En obduktions-rapport bekræftede de grusomme detaljer. De fleste af ofrene var skudt mellem tre og ni gange, og flere af dem havde knoglebrud efter vold.

Anklager Mike DeWine påstår, at Wagner-familien brugte måneder på at planlægge forbrydelsen ned til mindst detalje.

- De blev dræbt med koldt blod, siger anklageren og kalder efterforskningen for den 'længste og mest komplekse' i delstatens historie.

Nyfødt overlevede
De otte dræbte er Kenneth Rhoden, 44, Christopher Rhoden, 40, Gary Rhoden, 38, Dana Rhoden 37, Clarence ’Frankie’ Rhoden, 20, Hanna Gilley, 20, Hanna Rhoden, 19, og Christopher Rhoden Jr., 16.

Tre mindre børn - herunder en helt nyfødt baby - fik lov til at overleve. Den fire dage gamle baby blev fundet ved siden af sin mor, der var blevet skudt.

I retten havde omkring 20 medlemmer af Rhoden-klanen taget plads for at høre anklageskriftet mod Jake Wagner blive læst op. Foto: AP
I retten havde omkring 20 medlemmer af Rhoden-klanen taget plads for at høre anklageskriftet mod Jake Wagner blive læst op. Foto: AP
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere