Morfar til ekssvigersøn: Du holder dig jo ikke væk

Grufulde lydoptagelser sammensat med videoovervågning viser 68-årige morfars drabsforsøg på eks-svigersøn

Østre Landsret (Ekstra Bladet): Anklager Anders Larsson afspillede i dag videoovervågning fra ventesalen i Fogedretten i København, hvor advokat Anders Lindholdt 16. september sidste år blev skudt og dræbt af 68-årige Jørgen Saugsted.

På overvågningsbillederne, der af politiet er sat sammen med en lydfil af overfaldet optaget af Jørgen Saugsted selv, ses den 68-årige morfar roligt forlade retssal to med en oversavet jagtriffel frem for sig. Kort forinden har morfaren skudt og dræbt advokat Anders Lindholdt.

På videoen går den 68-årige langsomt, men uden tøven ud af retslokalet og imod receptionen i Fogedretten, hvor hans 31-årige ekssvigersøn, såret af et enkelt skud, har søgt tilflugt.

- Jørgen, jeg lover dig, at jeg holder mig væk!, råber eks-svigersønnen, der på optagelserne forgæves forsøger at søge tilflugt bag en dør ind til receptionskontoret.

- Du holder jo dig ikke væk, jeg ved det, lyder det roligt fra Jørgen Saugsted, inden han denne gang affyrer to skud imod ekssvigersønnen.

Her bliver den 67-årige anholdt. (Foto: Ekstra Bladet) 112 - 16. mar. 2015 - kl. 06:57 Morfar tiltalt: Skød to i byretten og løb tør for kugler før selvmord

De grufulde optagelser blev i Østre Landsret i dag vist i sin fulde længde. Imens sad den 68-årige morfar og stirrede stift frem for sig.

Da der ikke findes overvågning fra retslokale to, hvor Jørgen Saugsted affyrede de første fire skud - et imod sin svigersøn og derefter tre imod advokat Anders Lindholdt - viste optagelserne et næsten tomt venteværelse til lyden af skud og jamren.

Jørgen Saugsted har under tidligere retsmøder fortalt, at han ikke var sikker på, om han ville benyttede sig af den oversavede jagtriffel, som han medbragte til Fogedretten 16. september sidste år.

Hvad var det, der skulle ske, før du ville skyde?, spurgte anklager Anders Larsson under sin afhøring af morfaren.

- Jeg forventede og frygtede, at der ville komme en afgørelse om, at mit barnebarn skulle hentes af fogeden, forklarede den 68-årige.

Jørgen Saugsteds 34-årige datter forventes at vidne i sagen senere i dag.

Det er forsvarets håb, at Østre Landsret vil omstøde byrettens dom om livstid.

Ekstra Bladet følger sagen..

1 af 2 
2 af 2 Jørgen Saugsted med barnebarnet. (Privatfoto)