Morten hængt ud som hærdet svindler: Nu giver politiet rødvin

Syd- og Sønderjyllands Politi lægger sig fladt ned på maven og undskylder, at 38-årige Morten Bendixen ved en fejl blev gjort til en af Europas mest eftersøgte forbrydere på Europols hjemmeside

Morten Bendixen er IKKE efterlyst, selv om han i en uge har haft et foto på Europols hjemmeside. Fejlen er politiets, og nu er der rødvin på vej. (Privatfoto)
Morten Bendixen er IKKE efterlyst, selv om han i en uge har haft et foto på Europols hjemmeside. Fejlen er politiets, og nu er der rødvin på vej. (Privatfoto)

38-årige Morten Bendixen er forarget, frustreret og ked af det.

Men han glæder sig til gengæld over, at hans profilbillede ikke længere er på Europols liste over Europas mest eftersøgte forbrydere.

Der var ellers ikke noget at være i tvivl om, da Ekstra Bladet torsdag fortalte historien om, at endnu en dansker var blevet efterlyst hos Europol. Mere præcist mener Rigspolitiet, at en dansker har svindlet for 1,3 millioner kroner og nu er forsvundet. Problemet var bare, at Morten Bendixen intet har med forbrydelsen at gøre. Og han er alt andet end forsvundet, men sidder hjemme i sin bolig i Skovlunde. Morten Bendixen er tilsyneladende bare uheldig. Og det fortalte han også til Ekstra Bladet, da han kort efter artiklens udgivelse kontaktede redaktionen.

Ifølge politiet, som Ekstra Bladet fredag er lykkedes med at få til at kommentere sagen, har Morten Bendixen helt ret.

- Morten er helt uskyldig. Det kan jeg bekræfte. Vi kan kun lægge os ned og undskylde. Der er sket en fejl i Syd- og Sønderjyllands Politi, siger politiinspektør Claus Nørgaard til Ekstra Bladet.

Se også: Morten blev hængt ud som Europas mest eftersøgte

Fotos lignede hinanden
Det er 43-årige Kurt Henningsen Schmidt, der er efterlyst og den person, som - politiet mener - er svindleren. Og han ligner åbenbart Morten Bendixen så meget, at ansatte hos politiet ikke har følt det nødvendigt at dobbelttjekke de billeder, som politiet er kommet i besiddelse af, og som ellers skulle vise den rigtige forbryder.

- Da vi behandler sagen, får vi flere forskellige fotos ind. Blandt andet overvågningsfotos, som er lidt grynede. Og fra folk, der mener, at de kender noget til sagen. Vi overser, at dette foto ikke er den samme person. Da vi ser materialet, opdager vi ikke, at billederne ikke hænger sammen, fortsætter Claus Nørgaard, som også forklarer, at politiet tidligere fredag har været i dialog med Morten Bendixen og har givet ham en undskyldning.

- Det er en klar fejl af os. Det er fuldstændig klart, erklærer politiinspektøren.

- Hvordan vil I kompensere Morten Bendixen for, at han uskyldigt er blevet hængt ud som en af Europas mest eftersøgte personer?

- Han får en undskyldning. Vi kører forbi med nogle flasker vin. Og så får han at vide, at han kan klage over det her, forklarer Claus Nørgaard.

Godt med omtale
Ifølge Claus Nørgaard er det held i uheld, at Ekstra Bladet torsdag aften valgte at skrive historien om den nye dansker, der altså nu er efterlyst hos Europol. For var det ikke sket, så havde Morten Bendixen formentlig ligget på Europols side endnu.

- Vi er glade for, at Ekstra Bladet har skrevet historien. Det var meget heldigt. Men det var vores fejl. Jeg er rigtig ked af, at han skulle opleve det her, forklarer Claus Nørgaard, som også fortæller, at Morten Bendixen samlet nåede at have sit foto på Europols hjemmeside i en uge.

Morten Bendixen har også over for politiet givet udtryk for, at han er blevet helt i tvivl om, hvorvidt politiet så mistænker ham for at være skyldig i en anden forbrydelse, når nu hans foto er i politiets besiddelse. Men det afviser politiet fuldstændig.

- Han blev selvfølgelig urolig. Og det kan jeg godt forstå. Men han har fået at vide, at hvis han nogensinde får problemer med det her og bliver konfronteret med det igen, så kan han med det samme kontakte mig, og så skal jeg forklare, at det er vores fejl, siger Claus Nørgaard.

Ingen skal fyres
Det får ikke nogen ansættelses-retlige konsekvenser for nogen af politiets ansatte, at fejlen er sket, siger Claus Nørgaard.

- Det er vigtigt at understrege, at det er sket i forsøget på at fange en mand, som skal fanges. Men vi kigger indad og spørger os selv om, hvordan det kunne ske, at vi fik sendt et forkert foto, forklarer politiinspektøren.

Ifølge Claus Nørgaard skal andre danskere ikke frygte, at de på samme måde som Morten Bendixen totalt uskyldigt bliver hængt ud som Europas mest eftersøgte forbryder.

- Det sker heldigvis yderst sjældent.

Vil kræve erstatning
Ekstra Bladet har igen fredag talt med Morten Bendixen. Han fortæller, at han har ligget vågen hele natten. Det var flere af hans bekendte, som i aftes sendte sms'er til ham og fortalte, at han var på forsiden af ekstrabladet.dk.

- Det er grundlæggende vildt og voldsomt at komme ud for det her. Jeg er bare en helt almindelig mand, der lever et helt almindeligt liv med kæreste og så videre. Hvorfor er mit billede havnet dér? Har den efterlyste set mit billede og brugt det i noget svindel, fordi vi i visse sammenhænge godt kan ligne hinanden? Det er sådanne spørgsmål, der er rendt gennem hovedet på mig, forklarer Morten Bendixen.

Han har ikke tænkt sig at lade sig spise af med et par flasker vin.

- Jeg har talt med en advokat, der vil kigge på sagen, siger han til Ekstra Bladet.

43-årige Kurt Henningsen Schmidt er for øvrigt stadig efterlyst. Nu er der alene to grynede billeder af manden på Europols hjemmeside, efter det vellignende foto af Morten Bendixen blev fjernet kort efter, at Ekstra Bladet henvendte sig til Rigspolitiet torsdag aften.

Ifølge Claus Nørgaard er det Rigspolitiet, der rent administrativt sender det materiale til Europol, som de lokale politikredse mener har relevans. Men der er ikke umiddelbart ifølge Nørgaard en funktion hos Rigspolitiet, der dobbelttjekker det materiale, som den enkelte kreds har sendt til videre behandling hos Rigspolitiet.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere