Motorcykel brager sammen med bil: To dræbt

To personer har torsdag mistet livet, da en motorcykel og en bil kolliderede

Ved du noget eller har du billeder? Skriv en mail på 1224@eb.dk eller SMS/MMS til 1224 (koster alm. takst)

For anden gang på Kristi Himmelfartsdag har to personer mistet livet i en trafikulykke.

Ifølge Østjyllands Politi er ulykken sket på Gammel Silkeborgvej i Randers, hvor en motorcykel kolliderede med en bil.

Motorcyklen forulykkede klokken 19.11, fortæller Christian Riis, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

- Motorcyklen kørte sammen med en bil. De to personer, som befandt sig på motorcyklen, er afgået ved døden, fortæller vagtchefen til Ritzau.

Efter at have været i kontakt med de pårørende oplyser politiet tidligt fredag morgen, at der er tale om en mand på 31 og en kvinde på 26 år. Hun var fra lokalområdet, og han beskrives som værende fra Himmerland.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men de svarer ikke på vores henvendelse.

Der foreligger endnu ikke nærmere detaljer om årsagen til ulykken på Gammel Silkeborgvej. Men oplysninger fra Rådet for Sikker Trafik viser, at netop sammenstød med biler er blandt de hyppigste årsager til alvorlige motorcykelulykker.

Rådet oplyste i marts i år, at de typiske motorcykelulykker for eksempel sker, fordi venstresvingende biler overser motorcyklerne. Også biler, som kører ud fra sideveje og ikke bemærker motorcykler i høj fart, tegner sig for mange ulykker.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik viser tal fra Vejdirektoratet, at der i perioden fra 2010 til 2014 skete 884 alvorlige motorcykelulykker i Danmark. Det vil sige ulykker med enten dødelig udgang eller alvorlig tilskadekomst.

Ulykken i Randers var torsdagens anden alvorlige trafikulykke. Tidligere på dagen forulykkede to biler ved Visborg nær Hadsund. Også her var der tale om en ulykke med to dødsofre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere