Motorcyklist dræbt i ulykke

En mand er afgået ved døden efter et sammenstød mellem en motorcykel og en bil

En 54-årig mand har onsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Manden kom kørende på motorcykel, da han stødte sammen med en bil på Jens Juuls Vej i Viby ved Aarhus.

- Det, som vi foreløbig kan sige, er, at bilen er kørt ud og skærer vejen for motorcyklen, og at motorcyklisten efterfølgende har forsøgt at bremse op, men det lykkedes ikke, siger Lars Bisgaard, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 15.37, og en bilinspektør skal forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder bag ulykken for at fastslå, om der er en af de to parter, der har overtrådt færdelsloven.

På baggrund af den tragiske ulykke kommer politiet med en opfordring til andre trafikanter.

- Vi vil gerne huske bilister på, at de skal være ekstra opmærksomme på motorcyklister, for det er nu de begynder at komme frem i takt med, at det bliver forår, siger Lars Bisgaard.

De pårørende til den 54-årige mand er underrettet om ulykken.