Motorcyklist dræbt i ulykke

En motorcyklist har mistet livet efter sammenstød med lastbil

Politiet har stoppet flere lastbiler, der matcher beskrivelsen af den efterlyste lastbil, men det er endnu ikke lykkedes at finde den rette. Video: Local Eyes

En 44-årig mand har tirsdag mistet livet i en ulykke i en rundkørsel syd for Ribe.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Motorcyklisten kom kørende ind i rundkørslen ad Haderslevvej, mens lastbilen kom kørende ad Tøndervej mod nord.

Politiet kan sidst på eftermiddag ikke sige, hvordan ulykken skete.

- Vi arbejder sammen med en bilinspektør på at finde ud af, hvad der er sket, fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen.

- Motorcyklen lader ikke til at være påkørt, men motorcyklisten er på en eller anden måde kommet ind under lastbilen, fortsætter han.

Lastbil efterlyst
Politiet efterlyser nu lastbilen, der var involveret i ulykken, idet den efter ulykken kørte væk fra stedet. Ifølge politiet har chaufføren muligvis ikke opdaget, at ulykken fandt sted.

Lastbilen har ifølge politiet et hvidt førerhus og en mørkebrun/rødbrun stålcontainer enten som anhænger eller sættevogn.

- Vi har fået mange henvendelser fra vidner, men vil meget gerne høre fra flere. Så hvis man har set ulykken eller har andre oplysninger om for eksempel lastbilen må man meget gerne ringe 114, siger Ivan Gohr Jensen.

Vagtchefen fortæller, at politiet i forbindelse med eftersøgningen har holdt flere lastbiler, der matcher beskrivelsen, ind til siden, men man er endnu ikke lykkedes med at finde den rette.

- Der var én chauffør, der blev taget for spirituskørsel, men det har ikke noget med sagen at gøre, siger Ivan Gohr Jensen.

De pårørende til den 44-årige motorcyklist er underrettet om dødsfaldet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere