Motorcyklist stak af fra politiet med 200 km/t

Politiet måtte opgive at slå kløerne i motorcyklisten

En motorcyklist kørte helt vanvittigt i sit forsøg på at undslippe politiet i Frederikshavn.

Det skete tirsdag eftermiddag, hvor hans fart på et tidspunkt kom op på mere end 200 km/t.

To politibiler var direkte indblandet i jagten, mens flere patruljevogne stødte til løbende, skriver Kanal Frederikshavn. Det lykkedes dog ikke politiet at standse vanvidskørslen.

Jagten foregik blandt andet på på Møllehus Allé og i Søndergade tæt på Bangsbostrand Skole og rundkørslen ved Møllehusets Ishus i Frederikshavn.

Mediet skriver med Nordjyllands Politi som kilde, at hastigheden blandt andet var en del over 100 km/t i en del af Søndergade, hvor hastighedsgrænsen er 30 km/t.

Til sidste kørte motorcyklisten ud på E45 ved Iscenter Nord i Frederikshavn, og da hastigheden nu var over 200 km/t, var det ikke muligt eller forsvarligt for politiet at fortsætte jagten.

Politiet har motorcyklens registreringsnummer, og de kan derfor opsøge ejeren af motorcyklen, der ikke kommer fra Nordjylland.

Ekstra Bladet har onsdag aften talt med Nordjyllands Politi, der fortæller, at det endnu ikke er lykkes at komme i kontakt med ejeren af motorcyklen.

Også på Roldvej i nærheden af Nørager blev der skruet en del mere op for hastigheden, end loven og fornuften tilsiger. Her blev en 58-årige mand sigtet for en hastighedsovertrædelse på mere end 60 procent, da han kørte 159,6 km/t i en 80 km/t-zone tirsdag klokken 17:43.

Østjyllands Politi har også været ude med bødeblokken.

Her blev en motorcyklist snuppet med 199 km/t ved en hastighedskontrol på E45 mellem Randers og Aarhus onsdag formiddag. Fire andre blev derudover sigtet for at køre for stærkt på motorvejen.

Landets politikredse gennemfører fra mandag 20. april til og med søndag 26. april en landsdækkende målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

- Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang, og i andre tilfælde mærker de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:

- Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.