Motorvej åbnet i begge retninger efter uheld: forvent kødannelse

To mindre uheld skaber en del kø på motorvejen over Fyn i begge retninger

Opdatering klokken 17:20:

- Vores patruljer er færdige derude. Der er fortsat et køretøj i nødsporet, som mangler at blive afhentet, men alle spor er åbent. Trafikken glider langsomt derude, siger vagtchef ved Fyns Politi Anders Terkelsen.

Der er fredag sket to uheld på E20 Fynske Motorvej ved Ejby i vestgående retning.

Vejdirektoratet melder på sin hjemmeside, at venstre spor er spærret, og at politi og redningsmandskab er på stedet. Det forventes tidligst, at oprydningsarbejdet er overstået kl. 18.00.

Ekstra Bladet har talt med vagtchef Anders Terkelsen ved Fyns Politi, der klokken 16 fortæller, at uheldene dog skaber store trafikale problemer i både østlig og vestlig retning.

- Vi er til stede ved to mindre færdselsuheld. Tre biler er impliceret, hvor en har holdt i midterrabatten. Derfor er trafikken er standset eller næsten gået i stå i begge retninger, lyder meldingerne.

Han fortæller videre, at der ikke er sket større personskader under de to uheld.

- Nej, umiddelbart er der ikke nogen, som er kommet noget til. Alle tre biler er også bragt i nødsporet, siger Anders Terkelsen til Ekstra Bladet.

Man skal derfor forvente en del forlænget rejsetid, lyder det fra Fyns Politi.

Opdateres ...