Motorvej blev spærret: Mand anholdt for spritkørsel

Et solouheld på motorvejen førte til en spærring, og en mand er nu anholdt for spritkørsel

Et færdselsuheld, der i første omgang virkede alvorligt, betød tirsdag aften, at Sønderjyske Motorvej blev spærret i sydgående retning nær Vojens.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

I første omgang lød anmeldelsen på, at der var tale om en ulykke, hvor både en personbil og en lastvogn var involveret. Siden viste det sig dog, at der kun var tale om en personbil.

- Det er selvfølgelig alvorligt, fordi der er sket en masse materiel skade, og så generer det en masse mennesker, når motorvejen bliver spærret. Men der er ingen større personskade, siger Ole aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Personbilen havde ramt autoværnet på motorvejen, hvorefter den bagvedkørende trafik måtte bremses op.

Føreren af personbilen er nu taget med på sygehuset, hvor der skal udtages en blodprøve, da det formodes at vedkommende var påvirket af alkohol.

Motorvejen blev genåbnet klokken 19.15, efter at have været spærret i præcis én time.