Motorvej spærret efter påkørsel af kronhjort

31-årige kvinde kom til skade ved trafikulykke på Hirtshals-motorvejen. Motorvejen er genåbnet

En påkørsel af en kronhjort førte kort før midnat til en trafikulykke på Hirtshals-motorvejen i sydgående retning, oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Bilen, der holdt stille efter påkørslen, blev efterfølgende ramt af en anden bil.

- Bilen stod stille og mørkelagt i den ene vejebane, da den blev påkørt af en anden bil, fortæller vagtchef Heine Hansen fra Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at en 31-årig kvinde kom til skade ved ulykken.

- Det var heldigvis ikke så alvorligt, som vi først frygtede, men hun måtte til behandling på sygehuset, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Klokken 01 var Hirtshals-motorvejen genåbnet og trafikken normal.