Motorvej var delvist spærret efter uheld: Skabte lang kø

E45 i sydgående retning mod Horsens var torsdag delvist spærret efter et færdselsuheld, mens også E45 i nordgående retning ved Løsning var delvist spærret

Igen og igen begår vi de samme fejl i trafikken - her er seks hyppige årsager. Video: Lasse Brøndal/Maya Stoltze Westander

Opdateret 14.10: E45 er igen åben i begge retninger, mens trafikken igen kører normalt på alle strækningerne, hvor der var kødannelse tidligere på dagen.

Torsdag er der sket flere færdselsuheld på E45 fra Vejle mod retning. Derfor er E45 i sydgående retning mod Horsens i øjeblikket delvist spærret, mens den nordgående retning ved Løsning også kun er farbart i et enkelt spor.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter. Politiet opfordrer samtidig til, at man kører forsigtigt og holder afstand.

Man kan desuden forvente en forlænget rejsetid på op til 20 minutter, oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Sydøstjyllands Politi fortæller til Ekstra Bladet, at der ikke skulle være kommet nogen alvorligt til skade ved uheldene.

Flere trafikuheld
Også på E20 Vestmotorvejen fra Køge mod Ringsted mellem Vemmedrup og Ringsted Ø kan man forvente en forlænget rejsetid. Kødannelsen skyldes et trafikuheld. Her forventes trafikken at køre som normalt igen i løbet af eftermiddagen.

Ved Gladxaxe kort før afkørsel 20 på Motorring i nordgående retning er der også sket et færdselsuheld. Vestegns Politi opfordrer til, at man viser hensyn, når man passerer. Ligeledes har uheldet skabt kø, hvorfor man også på denne strækning kan forvente en forlænget rejsetid.

Juletrafikken glider fint
Selvom torsdag er en af årets største rejsedage på 2. juledag, kører trafikken fint landet over på trods af et par trafikuheld. Det fortæller Vejdirektoratet til Ekstra Bladet.

Ligeledes glider trafikken helt efter planen hos DSB uden de større forsinkelser.

- Det kører fuldstændig, som det skal. Det er jo den store hjemrejse i dag, men når hjemrejse-dagene ikke er ligeså voldsomme som udrejse-dagene, så skyldes det, at folk rejser frem og tilbage på forskellige tidspunkter. Ellers så har ni ud af ti kunder på forhånd bestilt pladsbillet, og det hjælper os jo en del, siger Tony Bispeskov, der er Informationschef hos DSB, til Ekstra Bladet.
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere