Motorvej var lukket i flere timer: Nu har politiet fundet genstand

Efter en bil blev ramt af kast fra motorvejsbro, har politiet fundet en genstand

Politiet undersøger omstændighederne ved broen. Video: Local Eyes

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Se mere video på localeyes.dk

Mandag aften var Sønderjyske Motorvej totalt spærret ved Aabenraa og Haderslev.

Årsagen var, at en bil var blevet ramt af en genstand fra en motorvejsbro.

Og nu oplyser politiet, at man har fundet noget i forbindelse med efterforskningen.

-  Vi har ledt med hunde og folk derude og har fundet en genstand, men jeg kan ikke sige noget om den, siger vagtchef i Sydjyllands Politi Ole Aamann til Ritzau.

Vagtchefen ønsker heller ikke at fortælle, hvorfor politiet mener, at det har fat i den rigtige genstand.

Klokken 10 oplyser politiet, at den genstand, man har fundet, er et stykke af en industri-sten, muligvis fra en betonflise.

'Det vides ikke med sikkerhed, om det, der har ramt bilen, er kastet fra vejbroen. Andre muligheder er, at det er faldet af et køretøj, der kørte over broen, tabt af et andet køretøj på selve motorvejen etc.' skriver politiet i pressemeddelelsen.

Stykket er ved at blive undersøgt af politiets teknikere.

Det var en personbil, der mandag blev ramt af den ukendte genstand.

- Bilen blev ramt i højreside på motorhjelmen, hvorefter genstanden roterede og ramte forruden. Der er tale om en personbil, hvor der kun var en fører i bilen, sagde vagtchefen i aftes til Ekstra Bladet.

Motorvejen blev genåbnet kort efter klokken 00.30, da politiet var færdige med at afsøge i området.

Manden, hvis bil blev ramt, har ikke bemærket nogen personer på broen.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket nogen eller noget på eller omkring broen ved Hovslundvej ved 18.15-tiden mandag aften.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere