Motorvejsuheld på Fyn - nu er der åbnet for trafik igen

To biler har været involveret i trafikuheld ved Lillebælstbroen i østgående retning

Et færdselsuheld på Fynsmotorvejen E20 i østgående retning har skabt kø ved Lillebæltsbroen.

Og køen er ved at blive større.

Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter klokken 15.40 lørdag.

- Forvent 30 minutters ekstra køretid, skriver Vejdirektoratet.

Fyns Politi bekræfter uheldet. Heldigvis er ingen i de involverede biler kommet til skade.

- Vi har et færdselsuheld med to biler involveret. Og om et øjeblik åbner vi igen, så trafikken kan komme til at forløbe normalt, siger vagtchef ved Fyns Politi Mie Brøchner klokken 16.10 til Ekstra Bladet.

Vejdirektoratet meldte tidligere om, at alene et spor var åbent i østgående retning.

Uheldet skete tæt på Lillebæltsbroen.

Ifølge Mie Brøchner er der generelt tryk på motorvejen tværs over Fyn i dag på grund af heftig ferietrafik.

- Man skal forvente ekstra køretid. Og så er det en god idé at sætte farten lidt ned og holde afstand. Når der sker et uheld som dette, så giver det hurtigt en længere kø, siger vagtchefen.