Mulig børnelokker: Politiet jagter mand i hvid varevogn

Østjyllands Politi leder efter en mand i en hvid kassevogn, der tirsdag tog kontakt til en niårig pige ved hendes skole

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Tirsdag blev en niårig pige i Aarhus antastet af en ukendt mand i en hvid kassevogn.

Pigen var sammen med sin veninde ved Katrinebjerg Skolen i det nordlige Aarhus, da de ved 15-tiden blev råbt efter af manden i kassevognen. Han skulle efter sigende have forsøgt at lokke de to piger hen til sig, men de løb væk og fortalte om episoden til en voksen, de kendte.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Det er ikke første gang i år, at elever fra Katrinebjerg Skolen er blevet anråbt af en ukendt mand i en hvid kassevogn.

En lignende episode udspillede sig 4. januar, da en gruppe elever fra skolen var på vej i fritidsklub efter deres undervisning. På vejen blev de kontaktet af en mand i en hvid kassevogn. Føreren af bilen ville gerne i kontakt med eleverne, men han havde ikke held med sit ærinde.

Ikke første gang
De sidste ti måneder har Østjyllands Politi modtaget mindst fem forskellige anmeldelser, hvor en mand i en hvid varevogn har forsøgt at komme i kontakt med forskellige børn.

Tre af hændelserne har fundet sted i Hadsten, hvor en mand i en hvid kassevogn har taget kontakt til forskellige børn. Ud over de to hændelser fra Katrinebjerg Skolen er der en episode fra Lystrup, hvor manden, der kontaktede en pige, kørte rundt i en sort kassevogn.

- Vi er i gang med en efterforskning, blandt andet for at finde ud af, hvem gerningsmanden til de forskellige forhold er, og om forholdene eventuelt hænger sammen, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Østjyllands Politi ved endnu ikke, om der er tale om den samme gerningsmand til de forskellige hændelser.

Ingen grund til at advare
Forældre til børn i skolealderen, der bor i Østjyllands Politikreds, vil ikke modtage nogen advarsler om, at der er en eventuel farlig mand på spil i området.

Til gengæld opfordrer Østjyllands Politi forældre til skolebørn til, at de tager sig en snak med deres små poder.

- Det er altid en god idé at tale med sine børn om, hvad de skal gøre, hvis de bliver kontaktet af en fremmed, siger Jakob Christiansen.

- Vi har også et forebyggende arbejde, hvor vi er ude og tale med skoler om, hvordan de skal forholde sig, hvis de oplever den slags. Det forebyggende arbejde er noget, vi har løbende, og vi vil typisk tage kontakt til skolen og hjælpe dem med at finde ud af, hvad de skal gøre i sådan nogle sager, lyder det fra Jakob Christiansen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere