Mulig drabssag ryster naboer

Politiet har anholdt 58-årig mand på landejendom på Møn. Han er sigtet for drab

Politiet har arbejdet på landejendommen i mange timer. Søndag klokken 17.52 blev politiet tilkaldt. Video: Per Rasmussen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Der bliver udvekslet knus og hilsner for enden af en cirka 200 meter lang markvej op til den nedlagte landejendom ved Hårbølle på Møn, hvor politi, brandvæsen og senest brandteknikere har arbejdet i mange timer efter en dramatisk anholdelse af en 58-årig mand, som endte med, at manden blev skudt og såret.

Her har naboerne valgt at samles for en stund ved den afspærring af markvejen, som bevogtes af hjemmeværnsfolk, så politiet kan få arbejdsro.

De taler om, hvad de hver især har oplevet i løbet af de seneste mange timer. Nogle fra afstand gennem vinduerne. Andre tættere på, hvis de har vovet sig uden for.

Over for Ekstra Bladet fortæller de om et tæt sammenhold på egnen, og det er tydeligt at se på ansigtsudtrykkene, at politiets melding om et drab på landejendommen er chokerende nyt.

Elsebeth Andersen (t.v.), Susanne og Michael Hahn er de nærmeste naboer til det par, der bor på landejendommen. På trods af at de har boet side om side med parret i mere end 10 år, kender de ikke parret så godt. Foto: Per Rasmussen
Elsebeth Andersen (t.v.), Susanne og Michael Hahn er de nærmeste naboer til det par, der bor på landejendommen. På trods af at de har boet side om side med parret i mere end 10 år, kender de ikke parret så godt. Foto: Per Rasmussen
 

Blandt naboerne er Elsebeth Andersen.

- Der er ellers normalt så stille her, men det har myldret med politi og brandvæsen siden i aftes. Jeg har næsten ikke lukket et øje, siger Elsebeth Andersen til Ekstra Bladet.

Også ægteparret Susanne og Michael Hahn fortæller om et dramatisk forløb, hvor lægeambulance og lægehelikopter først ankom til landejendommen kort efter klokken 19 søndag aften.

Foto: Per Rasmussen 112 - 11. mar. 2019 - kl. 11:44 Dramatisk anholdelse: Politi måtte skyde mod drabsmistænkt

Siden vrimlede det med politi. Og kort efter midnat ankom der pludselig en række brandkøretøjer til stedet.

På grund af den ualmindeligt hullede og ujævne markvej op til landejendommen, måtte et brandkøretøj have afmonteret en større anhænger, inden også den kunne trille op ad vejen.

- Det er da rystende. Også fordi vi ikke har kunnet få noget at vide, siger Susanne Hahn til Ekstra Bladet.

Hahn-parret bor lige over for markvejen, der er spærret af Hjemmeværnsfolk. Susanne Hahn er kommet med kaffe til dem, når de har set ud til at fryse allermest.

Folk fra Hjemmeværnet bevogter ejendommen og sørger for, at ingen kommer op ad markvejen. Foto: Per Rasmussen
Folk fra Hjemmeværnet bevogter ejendommen og sørger for, at ingen kommer op ad markvejen. Foto: Per Rasmussen
 

Naboerne fortæller, at der bor et par på landejendommen. Parret er sidst i 50'erne. Manden flyttede til i 2003, og kvinden flyttede ind i 2009. På trods af at de har boet på stedet en del år, har det været begrænset, hvor meget parret har blandet sig i det sociale liv mellem naboerne.

- Vi har ikke en gang været på hilsefod, siger Elsebeth Andersen.

- De har ikke deltaget i vejfester og den slags, siger Susanne Hahn.

Kvinden på landejendommen har en enkelt gang banket på Susanne og Michael Hahns dør sidste år, da markvejen var føget til med sne.

- Der var jeg ude at hjælpe hende med at rydde for sne, siger Michael Hahn.

Selv om parret altså har holdt sig meget for sig selv, så har naboerne kun godt at sige om dem. Der har ikke været noget usædvanligt.

- De har virket flinke. Der har ikke været noget, der virkede mærkeligt, forklarer Elsebeth Andersen.

Andre naboer fortæller til Ekstra Bladet, at det er frustrerende, at det er så lidt, som politiet har valgt at melde ud.

- Jeg glæder mig mest til, at vi får klarhed. Det er frustrerende at gå og se alt det mylder af politi, og så vil de ikke sige noget, siger en nabo, der ønsker at være anonym.

Politiet har meldt ud, at en 58-årig mand er blevet anholdt. Det skete under nogen dramatik, da manden er blevet skudt og såret. Han ligger nu indlagt for sine skudskader, men fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster klokken 15. Han vil imidlertid ikke selv være til stede ved grundlovsforhøret.

Politiet har meldt ud, at der er fundet et lig af en person på gårdspladsen på den nedlagte landejendom.