Mulig mine fundet i strandområde nær Esbjerg

Strandområdet ved Skallingen har tidligere været ryddet for miner - tirsdag blev fundet endnu en

En forbipasserende har tirsdag formiddag fundet en mulig mine på stranden på Skallingen i Esbjerg-området.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Politiet har modtaget billeder af genstanden, og ud fra billederne vurderer man, at der er tale om en mine.

- Det er intet særsyn. Det er et område, hvor der stadig er miner, siger vagtchef Mads Lervad Dammark.

Ammunitionsryddere sendes nu til området.

Der er afspærret i en afstand af 200 meter fra fundet.

I 2012 meddelte myndighederne, at man kunne erklære et område ved Skallingen for minefrit efter en årelang og omfattende gennemsøgning. Siden er der dog flere gange fundet miner.

Det forlød dog også, at man ikke kunne give en 100 procents garanti for, at den sidste mine var væk.

Minerne, som er blevet ryddet på Skallingen, stammer fra Anden Verdenskrig. Den tyske besættelsesmagt udlagde omkring 72.000 miner på halvøen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere