Muligt bande-opgør: Skud gik gennem kvindes vindue

Politiet undersøger sammenhængen mellem en skudepisode og to knivstikkerier de seneste dage

Et skud ramte en bil. Et andet skud fløj gennem et altanvindue til en kvindes lejlighed i et boligkompleks i Allerød torsdag aften.

En dag tidligere blev en 38-årig mand stukket med kniv i Helsingør, og forleden blev en anden mand overfaldet med kniv i Birkerød.

I disse timer undersøger Nordsjællands Politi mulig sammenhæng mellem skudepisoden og kniv-overfaldene. Og ikke mindst om begivenhederne skal ses i lyset af en glødende bandekonflikt.

Ekstra Bladet erfarer, at det undersøges om hændelserne kan have relation til de to grupperinger Loyal To Familia (LTF) og en nyere bandestruktur kaldet Gorilla Nation.

Det vil kommunikationsansvarlig Henrik Suhr, Nordsjællands Politi ikke bekræfte. Han siger blot:

- Vi kan bestemt ikke udelukke, at der er tale om en bandekonflikt, det vil efterforskningen vise.

Til afhøring
En 24-årig mand blev i aftes anholdt i forbindelse med skudsagen. Han sidder p.t. til afhøring. Det afgøres senere, om han skal fremstilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Den 38-årige mand, der blev behandlet for et knivstik, er ude af hospitalet, men er administrativt tilbageholdt kortvarigt af politiet, oplyser Henrik Suhr.

Det giver Politiloven mulighed for, hvis man kan begrunde tilbageholdelsen med, at den skal sikre ro i en bestemt situation. 

Utrygt
Da skuddene faldt ved boligkomplekset Uglevang torsdag aften hørte flere beboere skuddene og larm fra mange mennesker i området.

- Det var meget dramatisk og voldsomt, og jeg følte mig meget utryg, fortæller en beboer i området til Ekstra Bladet.

Politiet opfordrer borgere, som har oplysninger i sagen om at kontakte Nordsjællands Politi.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere