Murer med bandetilknytning får fængsel for kniv i bil

En 32 centimeter lang isoleringskniv udløser en fængselsstraf på 40 dage, fastslår Højesteret.

En murer med tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF) er fredag blevet idømt ubetinget fængsel for at have haft en stor isoleringskniv liggende i sin bil.

Det er landets øverste domstol, Højesteret, som har afsagt dom i sagen, fordi den har principiel karakter.

Højesteret skulle tage stilling til, om der i den konkrete sag kunne siges at foreligge såkaldt "skærpende omstændigheder". Det er nemlig det, der er afgørende for strafudmålingen.

Sagens kerne er en isoleringskniv, som lå i en pose fra byggemarkedet Silvan i førerkabinen i mandens bil. Knivbladet var 32 centimeter langt.

Manden har under sagen forklaret, at det er en kniv, han brugte i sit arbejde som murer, og at han havde glemt den i bilen.

I juni 2017 valgte Københavns Byret på den baggrund at lade manden slippe med en bøde på 8000 kroner. Men den dom blev anket til Østre Landsret.

Her fik piben en helt anden lyd, da der knap et år senere faldt dom i ankesagen. Landsretten ændrede straffen til 40 dages ubetinget fængsel.

I modsætning til byretten mente landsretten nemlig, at der forelå særligt skærpende omstændigheder:

Kniven lå i en bil med delvist nedrullede vinduer, mureren havde tilknytning til banden LTF, og bilen stod parkeret nær Folkets Park på Nørrebro, som er midt i et LTF-område.

Og de betragtninger er Højesteretsdommerne Jon Stokholm, Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Jan Schans Christensen og Kristian Korfits Nielsen enige i.

De har samtidig skullet tage stilling til, om det havde betydning, at manden ikke tidligere er straffet for noget lignende.

Men højesteretsdommerne vurderer altså, at selv om kniven lå i bilen, så kan man sige, at manden var i besiddelse af den. Og sammenlagt udgør det de skærpende omstændigheder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere