Muslimsk butiksejer ønskede god påske: Kort efter blev han brutalt myrdet

Asad Shah blev myrdet med 30 knivstik efter en påskebesked på Facebook

Asad Shah
Asad Shah

40-årige Asad Shah, en muslimsk butiksejer fra skotske Glasgow, blev skærtorsdag stukket ihjel med op mod 30 knivstik med en køkkenkniv i sin egen butik.

Få timer før den brutale nedslagtning af den erhvervsdrivende, som var en yderst vellidt mand i sit lokalområde, havde han ønsket god påske på sin facebook-profil. Det skriver blandt andre Daily Mail.

’God fredag (det engelske navn for langfredag, oversat, red.) og glædelig påske, især til min elskede kristne nation’, lød Asad Shahs besked på Facebook.

Hans morder rejste angiveligt hele vejen fra sit hjem i Bradford til Asad Shahs forretning i Glasgow – en rejse på omkring 320 kilometer – for at udføre sin brutale handling. Politiet arbejder nu ud fra en teori om, at der var et religiøst motiv bag mordet på den populære butiksejer.

Efterfølgende er en indsamlingsside blevet oprettet for at samle penge ind til Asad Shahs efterladte familie. På kun to dage er donationerne væltet ind, så der nu er indsamlet mere end 50.000 britiske pund – svarende til næsten en halv million danske kroner.

Asad Shah var angiveligt medlem af Ahmadi-fællesskabet, som er fortalere for fred og tolerance. I Pakistan har der tidligere været eksempler på, at fællesskabets medlemmer  er blevet forfulgt af ortodokse islamiske sekter, og nu frygtes det, at mordet på Asad Shah udgør det første anti-Ahmadi-mord i Storbritannien.

Det skotske politi har efter mordet anholdt en 32-årig muslimsk mand.

1. påskedag blev mindst 65 dræbt og 300 såret i et selvmordsangreb i Pakistan. Mange kvinder og børn var ifølge det lokale politi blandt de sårede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere