Muslimsk friskole atter lukket: Politiet står klar

Den private fri-skole DIA på Indre Nørrebro, er igen lukket fredag, efter at skolelederen i går blev gjort opmærksom på mulige optøjer. 'Vi står klar, hvis der skulle ske noget' siger Københavns Politi

Fredag er Dia-skolen på Indre Nørrebro i København atter lukket. Det skyldes, at man endnu en gang er nervøse for optøjer. Foto: Henning Hjorth
Fredag er Dia-skolen på Indre Nørrebro i København atter lukket. Det skyldes, at man endnu en gang er nervøse for optøjer. Foto: Henning Hjorth

Ekstra Bladet skrev i onsdags, at den muslimske friskole DIA på Indre Nørrebro i København, havde holdt lukket efter at 15-20 mænd ugen før, var trængt ind på skolen for at smide lederen ud.

- De ville overtage skolen, De forlangte, at jeg skulle gå - og sagde, at jeg var fyret. Men det kan de jo ikke, jeg er ansat af bestyrelsen, sagde skolelederen Michael Graversen i onsdags til Ekstra Bladet.

Fredag har skolelederen igen følt sig nødsaget til at holde skolen lukket. Det sker efter, at man sendt torsdag aften, har modtaget besked fra forældre om, at der muligvis var nye optøjer i vente.

- Vores vurdering var, at der eventuelt kunne opstå ballade i dag (fredag, red.), og derfor valgte vi sent i går aftes at meddele resten af skolens forældre, at der ville være lukket for undervisning fredag, siger Michael Graversen til Ekstra Bladet.

Hvilke præcise optøjer der kunne være tale om, ønskede skolelederen ikke at komme ind på.

Politiet er opmærksomme
Han fortæller ydermere, at man har informeret politiet om, at man var 'utrygge ved situationen' fredag.

Københavns Politi ville overfor Ekstra Bladet hverken be- eller afkræfte, at man har talt med Dia-skolens ledelse om de mulige optøjer, men understreger, at de er opmærksomme på situationen.

- Vi kan bekræfte, at både vagtcentralen og lokalpolitiet er i løbende dialog med skoleledelsen, ligesom at vi står klar, hvis der skulle ske yderligere i sagen, siger Københavns Politis presseansvarlige.

Den bekymrede skoleleder, fortæller desuden, at flere af dem der har deltaget i optøjerne, stadig har nøgler til skolens lokaler.

Michael Graversen har været ansat som skoleleder siden i sommers.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere bestyrelsesformand, Mohammed Errifi, der blandt andet deltog i optøjerne.