Mystik i Rask Mølle: Blodigt tøj fundet af jægere

Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag, hvor de har fundet blodigt tøj og sokker med afføringsspor

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Mystik har bredt sig i Rask Mølle i Sydøstjylland, efter politiet lørdag eftermiddag modtog en anmeldelse. Det bekræfter Sydøstjyllands Politi over for Ekstra Bladet.

Da de ankom til adressen fandt de en stor blodplamage og både pude, pudevår, plastiksæk og flere sokker vædet af blod. Blodet er undersøgt, og det viser sig at være menneskeblod.

Der blev også fundet sokker med rester fra afføring.

- Det er på jorden mellem nogle træer, at nogle jægere fandt det. Det er lige ved en lysning overfor en rasteplads, forklarer vagtchef Bent Hedeager Nielsen.

Politiet er endnu uden konkrete spor, og de vil derfor gerne høre fra vidner, der kan have set, hvad der er foregået.

- Vi håber, at vi får nogle henvendelser fra folk, der har set noget i området. Det kan være personer eller køretøjer, siger vagtchefen.

Ud fra de tekniske undersøgelser kan politiet fastslå, at den blodige bylt kun har ligget der i et par dage.

Det makabre fund blev gjort ud for rastepladsen på Skanderborgvej i den lille by Rask Mølle.

Hvis man derfor ved noget om sagen, må man meget gerne kontakte politiet på telefonnummer 114.

Lørdagen igennem undersøgte politiet området omkring stedet, men det er endnu uvist, hvad der er sket, hvor hvor de blodige sager kommer fra.

- Vi har været dernede i mange timer, og vi har undersøgt med hunde på kryds og tværs, men det har ikke afstedkommet noget endnu. Så vi håber på, at der er nogen, der har oplysninger omkring det her, sagde Martin Rasmussen, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet lørdag.

Politiet vil fortsat efterforske sagen, fordi de mystiske omstændigheder ikke kan udelukke nogle former for hændelser.

- Vi holder alle muligheder åbne, for det kan være fugl og fisk, vil jeg næsten sige. Det kan være afstedkommet af et eller andet hændeligt, hvor tingene bare er smidt fra sig, men der kan også ligge noget mere alvorligt bag. Det ved vi simpelthen ikke, forklarede vagtchefen.

Sydøstjyllands Politi har ikke nogen nærværende sager med forsvundne personer eller des lige, der kan kædes sammen med fundet, men den næste tid skal vise, om der er oplysninger at hente i DNA-registret.

- Nu skal vi have undersøgt alle disse remedier for at se, om der er noget DNA, der kaster noget lys på sagen. Ellers pågår der forhøringer rundt omkring i området, sagde Martin Rasmussen.

Ved du noget? Har du set noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere