Mystik om drab i Tyskland: Hjemløs fik skåret hovedet af

Politiet udlover stor dusør i sagen om bestialsk drab på 59-årig mand, der blev fundet dræbt på kirkegård

Gerd Michael Straten blev dræbt på en kirkegård i Koblenz i det centrale Tyskland.
Foto: Polizei Koblenz
Gerd Michael Straten blev dræbt på en kirkegård i Koblenz i det centrale Tyskland. Foto: Polizei Koblenz

Politiet i byen Koblenz, der ligger sydvest for Köln, arbejder på højtryk i en grov drabssag, hvor en 59-årig hjemløs har fået skåret hovedet af.

Hvorfor skulle den 59-årige Gerd Michael Straten dø, og hvem stod bag den grusomme handling?

Foreløbigt er politiet på bar bund i sagen, hvor den 59-årige om morgenen 23. marts blev fundet dræbt på den centrale kirkegård i Koblenz.

I forbindelse med sagen har politiet udsendt pressemeddelelse og efterlysning. Her beskrives det, at den 59-årige sidst er set levende om eftermiddagen dagen før på Saarplatz i byens midte.

Der er udlovet en dusør på 10.000 Euro - godt 75.000 kr - i sagen.

Det forlyder endvidere, at den hjemløse ofte opholdt sig kirkegården og jævnligt overnattede der.

'Om dagen var han ofte at finde i området omkring banegården og byens centrum, hvor han bevægede sig til fods,' lyder det i politiets efterlysning i sagen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Efterlysningsplakat i forbindelse med sagen. Politiet har udlovet dusør på 10.000 Euro - godt 75.000 kr - til den, der kan komme med afgørende oplysninger i sagen.
Efterlysningsplakat i forbindelse med sagen. Politiet har udlovet dusør på 10.000 Euro - godt 75.000 kr - til den, der kan komme med afgørende oplysninger i sagen.

En række medier har beskæftiget sig med sagen.

Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitiung er den 59-årige oprindeligt opvokset i Köln, men flyttede til Koblenz i 1972, hvor han handlede med kunst og rammede billeder ind. Forretningen gik skidt, og i 1997 måtte han dreje nøglen om.

Siden har han levet på gaden.

Han drak ikke og tog ikke stoffer. Samtidig holdt han sig væk fra byens andre hjemløse. I stedet gik han på café og i økologiske butikker, når økonomien tillod det.

Også byens biblioteker opsøgte han jævnligt. Han var belæst, og diskuterede fortsat gerne kunst og samfundsforhold.

Han tjente til dagen og vejen ved at samle pant. Desuden tjente han lidt på forskelligt forefaldende arbejde, når det bød sig.

Ind i mellem solgte han forskellige former for småting som knæklys og lignende på gaden.

Om sommeren tog han rundt på forskellige festivals, hvor han ligeledes samlede pant og solgte dippedutter.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere