Mystik om forsvundet bus: Her er det nye spor

Politiet har nyt om den forsvundne turistbus og beder offentligheden om hjælp

En forsvundet turistbus har fortsat politiets opmærksomhed efter, at bussen blev stjålet natten mellem tirsdag og onsdag i København.

I dag offentliggør Københavns Politi sidste nyt i sagen, at bussen sidst er set i Kokkedal.

Det er ikke hver dag, at et så stort køretøj forsvinder som dug for solen og selv om der meget vel kan være tale om et banalt tyveri, er politiet opmærksom på sagen i lyset af de frygtelige terror-aktioner i flere europæiske storbyer.

Således lød det fra politiet i forbindelse med efterlysningen af bussen i onsdags:

- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ingen indikationer har på, at der er tale om andet end almindeligt brugstyveri. Men når den aktuelle vurdering af terrortrusler i Danmark er, som den er, med et forhøjet beredskab, så efterlyser vi bussen ud fra et princip om rettidig omhu, sagde Peter Buhl, leder af vagtcentralen i Københavns Politi.

I dag oplyser Københavns Politi på Twitter, at den belgiske bus sidst er set i Kokkedal køre mod nord - natten mellem tirsdag og onsdag klokken 0430.

- Har du set bussen, kontakt politiet, lyder det.

Peter Buhl understreger i dag overfor Ekstra Bladet, at de figurer, som ses på bussen er klistermærker, som altså kan tages af.

- Derfor skal man ikke stirre sig blind på dem, siger han.

Politiet mener, at det mest sandsynlige er, at bussen fortsat er på Sjælland. Fokus er lige nu rettet mod Kokkedal-området.

Og dermed følger endnu en appel til folk derude:

- Vi vil meget gerne høre fra fok, som har udlejet større garageanlæg, lader eller lignende, hvor en bus kan holde, men hvor man måske ikke kender det præcise formål, siger Buhl.

Den hvide belgiske bus havde registreringsnummer 1-DIA-309, da den forsvandt.

Den blev stjålet fra Ingerslevgade på Vesterbro.

Oplysninger til politiet på 1-1-4

Se også: Chauffør: Hvem har stjålet min bus?