Mystik om forsvundet kvinde: Blev Jytte myrdet?

27-årige Jytte Refsgaard forsvandt sporløst fra Thulebasen i sommeren 1977. 41 år senere forsøger tv-hold at afdække hendes skæbne

Hvad skete der med den danske kvinde Jytte Refsgaard? Den 27-årige kvinde forsvandt sporløst under en løbetur på Thulebasen en sommeraften i 1977.

I over 40 år har familie, venner og kolleger levet i uvished, efter hun sidst blev set løbe ind mellem to af basens sovebarakker.

I et sidste forsøg på at finde ud af, hvad der skete, fortæller de nu, hvad de oplevede – og om de rygter der opstod, efter at Jytte forsvandt. Det sker i en todelt dokumentar på TV2, der har premiere i aften klokken 20.00.

Dokumentaren tager seerne tilbage til den amerikanske flybase, som den så ud i 1970'erne, hvor danskere og amerikanere arbejdede sammen om blandt andet overvågningen af missiler og anden aktivitet i det russiske luftrum efter Anden Verdenskrig.

- Jeg har tænkt på hende mange gange gennem årerne og undret mig over, hvad mon skete med hende, siger den amerikanske kollega Carol Bradford i programmet.

Kolleger slår alarm
Den tresprogede konsulent Jytte Refsgaard arbejdede som kontordame i basens supply-center.

Da hun 22. juli 1977 - dagen efter løbeturen - ikke møder op på arbejde, slår kollegerne alarm.

I det lille samfund på Thulebasen med omkring 2300 medarbejdere fra hele verden bliver den unge danske kvinde efterlyst over områdets højtalere. Basen har først for nylig modtaget kvindelige medarbejdere, så kvinderne er i undertal, og rygterne om en sexforbrydelse går hurtigt.

- Vi skulle kigge i alle kosteskabe og på hinandens værelser for at se, om der var en, der holdt hende til fange, fortæller den danske kollega Lotte Scherlund, der var telefondame på basen.

Som dagene går, vokser mistroen blandt kollegerne, der ikke ved, om der er en morder iblandt dem. For hvordan kan en kvinde forsvinde på et begrænset område, der ganske vist er omgivet af vild natur, men uden at efterlade et eneste spor?

- Det var mystisk, at der kunne forsvinde en kvinde sporløst fra så lukket et område. Du kunne komme så og så langt i en bil, så ville du ikke kunne komme længere. Du kunne ikke komme på et fly, kun hvis du havde et bevis på, at du havde adgang til at komme med. Du kunne ikke bare tage en robåd og ro væk, fortæller kollega Orla Munk Anthonisen.

Hjælp fra Rejseholdet
Også politiet er forundret over den unge kvindes forsvinden, og efter 14 dage overgår sagen fra det lokale politi på basen til to betjente fra Rigspolitiets Rejsehold, der tager turen fra Danmark til Grønland.

Dengang skrev Ekstra Bladet, at Jytte Refsgaard var frygtet dræbt på amerikanske base, og at tre vidner havde henvendt sig til politiet med oplysninger om det sidste syn af den danske kvinde. 

- Da vi ikke have fundet hende efter få dage, vidste vi, at der var sket noget alvorligt. Men vi havde ikke et eneste bevis på en forbrydelse. Vi havde beviser for en forsvunden person, siger daværende chef for det amerikanske militærpoliti på Thule, Robert Peavy, der bistod i efterforskningen.

Da den første sne falder på basen i efteråret 1977 pakker de to rejseholdsbetjente sammen. Efterforskningen må lægges på hylden over vinteren, hvor basen er mørklagt af vinterens manglende sol.

- Omstændighederne og stedet taget i betragtning, så havde vi gjort alt, hvad vi kunne, siger tidligere stationsleder og efterforsker Lau Friis om sagen, der nu oprulles i den nye dokumentar.

Dokumentarprogrammet Thulemysteriet sendes i aften på TV2 klokken 20.00.

27-årige Jytte Refsgaard forsvandt sporløst fra Thulebasen i sommeren 1977. 41 år senere forsøger tv-hold at afdække hendes skæbne. Foto:TV2 Krimi Danske Jytte forsvandt på amerikansk base: Familien blev aldrig den samme

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere