Mystik om metro-morder: Skubbede han 24 mennesker i døden?

Tidligere kriminalkommissær afslører detaljer, der kan afdække mysterium om engelsk seriemorder

Vagabonden Kiernan Kelly var berygtet for sit voldsommme temperament og blev dømt for to drab. (Politifoto).
Vagabonden Kiernan Kelly var berygtet for sit voldsommme temperament og blev dømt for to drab. (Politifoto).

I en ny bog 'The London Underground Serial Killer' afslører den tidligere engelske kriminalkommissær, Geoff Platt, detaljer, der kan afsløre en mulig seriemorder.

Ifølge Platt erkendte den dømte morder og vagabond, Kiernan Kelly, at han havde myrdet mindst 18 mennesker ved at skubbe dem ud fra perroner på undergrundsstationer i London. Den tidligere kriminalkommissær hævder, at politiet valgte at sylte sagen og ignorere Kellys tilståelse, fordi man frygtede, at der ville udbryde panik blandt Londons borgere.

Engelsk politi tager de nye oplysninger særdeles seriøst og har nu genåbnet sagen og efterforsker op til 24 mulige drab i den engelske undergrund op gennem halvfjerdserne.

Se også: Forfatter i ny bog: Jeg har løst mysteriet om Jack the Ripper

Geoff Platt var manden, der afhørte Kiernan Kelly i 1984, da vagabonden - der var berygtet for sit voldsomme temperament - på brutal vis havde myrdet sin cellekammerat, William Boyd, fordi han snorkede:

- Kelly slog ham så voldsomt, at Boyd røg ned på gulvet. Herefter hoppede han på hans hoved og sparkede ham, indtil han holdt op med at skrige. Herefter brugte Kelly mandens sokker til at strangulere ham med, fortæller Geoff Platt, der var forundret, da vagabonden begyndte at prale med, at han havde skubbet mindst 18 personer i døden på togskinnerne ved den nordlige linje i Londons undergrund:

- Han var helt oppe at køre på adrenalin, og da han først begyndte at snakke, kunne han slet ikke holde op igen. Det virkede, som om han var stolt af det drab, han lige havde begået, og de andre han fortalte om, forklarer Geoff Platt i et interview med Daily Mail.

Efter udgivelsen af Geoff Platts bog har engelsk politi valgt at undersøge op til 24 mulige drab.
Efter udgivelsen af Geoff Platts bog har engelsk politi valgt at undersøge op til 24 mulige drab.
 

I første omgang tog kriminalkommissæren ikke Kiernan Kellys tilståelse seriøst. Men han blev alligevel nysgerrig og begyndte at undersøge sagen:

- Jeg opdagede, at der havde været usædvanlig mange selvmord på den nordlige linje i undergrunden. Det der ramte mig som en hammer var det faktum, at hver gang en person havde taget sit liv ved at hoppe ned på togskinnerne, så befandt Kiernan Kelly sig lige i nærheden, forklarer Geoff Platt.

Tidligere - i 1982 - var Kiernan Kelly desuden blevet tiltalt for mordet på en ældre mand, der blev skubbet i døden fra perronen på Kensington Station. Kelly blev frikendt for dette mord på grund af mangel på beviser.

Han fortæller, at hans overordnede dyssede sagen ned, fordi man frygtede, at Londons borgere skulle blive bange for at bruge undergrundslinjen.

Se også: Mistænkt seriemorder dræbt af escortpige: Nu går jagten ind på ofrene

I forbindelse med lanceringen af Geoff Platts bog har engelsk politi meddelt BBC, at der er så mange overbevisende indicier, at man nu har valgt at undersøge sagen. Politiet er efterfølgende blevet kontaktet af pårørende til mennesker, der angiveligt begik selvmord i undergrunden og mener, at der kan være tale om op til 24 mulige ofre.

Hvad angår sagens hovedperson blev han dømt for mordet på cellekammeraten Willliam Boyd. Han blev også dømt for et andet tidligere drab - nemlig det på vagabonden Hector Fisher, der blev fundet stukket ihjel på Clapham Common kirkegård. Kelly fik en livtidsstraf for de to mord.

Kiernan Kellys skæbne kendes endnu ikke. Det engelske justitsministerium vil indtil videre kun oplyse, at han ikke døde i fængslet.

Se også: USA: Lille by frygter seriemorder