Mystik: Person fundet død på motorvejen

Kvinde ville tage hensyn til bilist i nødspor og ramte person, der lå på Holbækmotorvejen

Politiet har hele natten arbejdet på Holbækmotorvejen, hvor en person er fundet død. (Foto: alarm112danmark.dk)
Politiet har hele natten arbejdet på Holbækmotorvejen, hvor en person er fundet død. (Foto: alarm112danmark.dk)

Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Det endte grueligt galt, da en kvinde i bedste mening sent aften trak ud i ydersporet på Holbækmotorvejen.

Få sekunder efter ramte hun, hvad der viste sig at være et menneske, der lå på vejbanen.

Personen er erklæret død, men derudover står politiet stort set på bar bund i den mystiske sag.

Udover den dybt rystede kvinde, der ifølge politiet helt uforvarende kørte personen over, var også en 62-årig mand fra Odsherred tilstede.

Manden kom kort før den tragiske episode kørende ad motorvejen på vej hjem, da han opdagede noget udefinerbart foran sig.

Når ikke at standse
Det fik ham til at holde ind i nødsporet for at undersøge situationen nærmere.

Det nåede han ikke, og det kan ifølge politiet have reddet hans liv.

- Da den anden bilist kommer kørende, ser hun bilen i nødsporet og trækker derfor væk fra første vognbane og ind i overhalingssporet, hvor hun ikke når at standse, før hun rammer det, der ligger her, fortæller Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Det, som politiet indtil videre rubricerer som en ulykke, skete ved Kirke Såby i vestlig retning ved 54 kilometer-stenen.

Den afdøde havde ingen id-papirer på sig, og politiet har endnu ikke identificeret personen, som man derfor ikke vil afsløre kønnet på eller andre detaljer om.

- Vi har ikke talt med nogen pårørende endnu.

Mysterium
Det er derfor også absolut uvist, hvorfor personen lå på motorvejen:

- Vi har en undersøgelse i gang og har været på stedet hele natten med lys og bilinspektør. Og vi ved heller ikke, hvordan personens tilstand var, da ulykken skete, siger Martin Bjerregaard.

- I virkeligheden ved I så heller ikke, om personen allerede var død, da bilen ramte?

- Det ved vi dybest set ikke, men ambulancepersonalet har i hvert fald erklæret personen død efter påkørslen.

Det gør ikke sagen mindre mystisk, at der ikke er fundet noget køretøj, der har bragt den nu afdøde til motorvejen:

- Motorvejen er jo ikke spærret af med et to meter højt hegn, og man kan jo godt gå indover de omkringliggende markarealer, siger Martin Bjerregaard, der tilføjer, at det lille bysamfund Kirke Sonnerup ligger tæt på motorvejsstrækningen.

Tilbudt krisehjælp
Kvinden, der ramte personen på motorvejen, er midt i halvtredserne og er blevet tilbudt krisehjælp.

- Kvinden var magtesløs og opdagede for sent, at der lå noget. Det er jo ikke noget, man forventer ligger på motorvejen. Hun ville tage hensyn til bilisten, der holdt i nødsporet og trak af venlighed ud, og så sker det her. Hun har naturligvis fået besked om, at hun skal søge lægehjælp, hvis hun reagerer på den oplevelse, hun har været igennem.

Hvad angår manden, der overværede den tragiske begivenhed, er det ifølge Martin Bjerregaard mere held end forstand, at ikke også han blev direkte involveret i ulykken.

- Han kunne jo ligeså godt være nået ud til personen og dermed ramt af bilen.

Politiet modtog meldingen om uheldet klokken 23.18.

Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere