Mystikken breder sig i USA efter sex-anklaget rigmands død

Finansmanden Jeffrey Epsteins selvmord har sat gang i en lavine af spekulationer, fortæller USA-ekspert

Epsteins lig skal undersøges nærmere. Foto: Jeenah Moon/Ritzau Scanpix
Epsteins lig skal undersøges nærmere. Foto: Jeenah Moon/Ritzau Scanpix

Hvorfor blev der ikke passet bedre på Jeffrey Epstein?

Det er det store spørgsmål i USA, dagen efter at finansmanden blev fundet død i en fængselscelle i New York.

Jeffrey Epstein var anklaget for menneskehandel og overgreb mod mindreårige piger og risikerede en dom på 45 års fængsel.

I sidste måned forsøgte han tilsyneladende at begå selvmord i en detention, hvorefter han blev sat under en ekstra overvågning. Denne overvågning i fængslet blev sidenhen stoppet, fortæller USA-kender Mette Nøhr Claushøj.

Hun har blandt andet undervist i amerikansk politik på Københavns Universitet.

- Lige nu flyder nettet over med konspirationsteorier om, hvad der i virkeligheden er foregået.

- Selv på store amerikanske tv-stationer har man hørt kilder med efterforskningsbaggrund udtale sig om, at der er noget mystisk ved sagen, fortæller Mette Nøhr Claushøj.

Med adskillige magtfulde og prominente venner og bekendte var Jeffrey Epstein en central figur i den amerikanske elite.

Blandt dem, som han havde været på venskabelig fod med, er præsident Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og Storbritanniens prins Andrew.

Højtplacerede politikere
Ifølge Mette Nøhr Claushøj svirrer rygterne om, hvorvidt højtplacerede politikere og andre kendte har været involveret i de kriminelle foretagender, som Jeffrey Epstein var mistænkt for at have begået.

Og i så fald om nogen er involveret i hans død.

- Det mærkelige er, at man ikke har passet bedre på, at Jeffrey Epstein ikke begik selvmord eller blev slået ihjel i fængslet.

- Når nu han i forvejen skulle have forsøgt at begå selvmord, i øvrigt var forhadt i befolkningen i almindelighed, men også havde så ekstremt mange magtfulde, prominente og rige mennesker imod sig.

- Mennesker som har været meget bange for, at deres navne skulle komme frem i forbindelse med den forestående retssag, siger hun.

Hun understreger, at der - så vidt offentligheden ved - fra politiets side ikke er nogen mistanke rettet mod højtstående personer som Donald Trump og Bill Clinton i forbindelse med sagen om Jeffrey Epsteins påståede overgreb.

Rige venner
Alligevel har præsident Donald Trump valgt at give næring til spekulationerne ved at dele et opslag fra den højreorienterede komiker og kommentator Terrence Williams med sine millioner af følgere på Twitter.

- Jeffrey havde informationer om Bill Clinton, og nu er han død.

- Yeah right, hvordan kan det ske, står der i opslaget.

Mette Nøhr Claushøj beskriver opslaget som "voldsomt problematisk".

- Det er en konspirationsteori. At sende det ud er at give næring til den slags spekulationer i den brede befolkning, siger hun.

Jeffrey Epstein er tidligere blevet dømt for seksuelle overgreb.

Han slap dengang med 13 måneders fængsel. Milliardæren stod ellers over for en række anklagepunkter, der kunne have givet ham fængsel på livstid.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere