Mystisk dobbeltdrab og bortførelse: Hvor er Jayme?

Eftersøgningen på den 13-årige Jayme Closs finder sted i hele USA. Politiet har modtaget over 1200 tip

Sherif i Barron County, Chris Fitzgerald, holder pressemøde om eftersøgningen på den 13-årige Jayme Closs. Foto: AP
Sherif i Barron County, Chris Fitzgerald, holder pressemøde om eftersøgningen på den 13-årige Jayme Closs. Foto: AP

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har udvidet eftersøgningen på den 13-årige Jayme Closs til at omfatte hele USA, skriver Associated Press.

Teenageren har været sporløst forsvundet siden mandag i sidste uge, hvor hendes forældre blev fundet dræbt af skud i deres hus i Barron, Wisconsin.

FBI har fastslået, at Jayme Closs befandt sig i hjemmet, da 46-årige Denise og 56-årige James Closs blev dræbt af skud.

Jayme Closs, som ikke er mistænkt i sagen, var væk, da politiet ankom til huset. Hoveddøren til familiens hjem var blevet skudt ind.

Eftersøgningen på Jayme Closs er i øjeblikket USA’s mest omtalte kriminalsag og trækker overskrifter i hele landet.

Tror Jayme er i live
Flere end 100 FBI-agenter har hidtil deltaget i efterforskningen, og myndighederne har modtaget over 1200 henvendelser fra offentligheden.

- Vi bruger alle vores resurser og har foretaget hundredvis af interview og adskillige eftersøgninger for at lokalisere Jayme, siger den lokale sherif Chris Fitzgerald.

Jayme Closs boede med sine forældre i dette hus på landet i Wisconsin. Politiet mener, at teenageren fortsat er i live. Foto: AP
Jayme Closs boede med sine forældre i dette hus på landet i Wisconsin. Politiet mener, at teenageren fortsat er i live. Foto: AP

FBI efterlyser Jayme Closs i hele USA.
FBI efterlyser Jayme Closs i hele USA.
 

Han tilføjer, at myndighederne formoder, at Jayme Closs ’er i live men i fare’. Politiet tror, at bortførelsen af den 13-årige pige var motivet til drabet på forældrene.

Sherif Chris Fitzgerald opfordrer offentligheden til at fortsætte med at rette henvendelse, hvis de har brugbare oplysninger om sagen.

- Vi har endnu ikke fundet det afgørende spor, konstaterer sheriffen.

Råb og skrig på opkald
Politiet har offentliggjort et opkald til alarmcentralen, der var foretaget fra Denise Closs’ mobiltelefon.

Alarmopkaldet var foretaget fra hjemmet omkring gerningstidspunktet. Ingen taler med alarmcentralen, men i baggrunden kan man høre desperate skrig og råb.

Alarmcentralen oplyser, at man straks ringede tilbage til morens mobiltelefon uden at få kontakt. Derefter blev der sendt en patrulje til familiens adresse.

13-årige Jayme Closs. Foto: AP
13-årige Jayme Closs. Foto: AP
 

Droner og hunde
Et stort område omkring gerningsstedet er blevet undersøgt, og der har været brugt droner og politihunde. Desuden har flere hundrede frivillige på politiets opfordring bidraget til eftersøgningen.

I sidste uge fortalte sherif Chris Fitzgerald på et pressemøde, at Jayme Closs sidst var set til en familiesammenkomst sammen med sine forældre. Det var få timer før bortførelsen.

- Jayme er et eller andet sted derude. Vi vil gøre alt for at finde hende. Det er vores største mål.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere