Mystisk dødsfald: Ung mand fundet i kælderskakt

En ung mand er fundet død i bunden af en opgang i Ishøj. Det oplyser Vestegnens Politi til Ekstra Bladet

Her kan du se video fra Østergården i Ishøj. (Foto: Kenneth Meyer)

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)

En ung mand er fundet død i en opgang i Østergården i Ishøj.

- Der er fundet en mand død i opgangen og vi er lige nu ved at undersøge hvad der er sket.

Sådan siger vagtchefen ved Vestegnens Politi til Ekstra Bladet.

- Klokken 16.27 medtager vi en anmeldelse om, at der er fundet en død mand i opgangen. Herefter sender vi politifolk og teknikere til stedet. Det er normal procedure, når vi modtager sådan en anmeldelse.

Lige nu er politiet i færd med at undersøge de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet.

- Vi har fundet identiteten på ham og er rimeligt sikker på, hvem det er, men de pårørende er endnu ikke underrettet, oplyser vagtchefen, der er samme grund holder oplysningerne tæt til kroppen.

Lå i bunden af kælderskakt
Ekstra Bladet har været i kontakt med en kvinde der bor i opgangen. Hun så liget af den afdøde mand, som hun beskriver til at være mellem 20 og 25 år.

- Jeg kommer hjem fra ferie og lige i det jeg kommer hjem, kommer der en masse ambulancer og politibiler samt en lægebil. De skynder sig ind i opgangen, hvor de finder en ung mand, forklarer hun.

Kvinden fortæller, at manden er fundet i bunden af opgangen og blødte fra hovedet.

- Man kunne ikke se, hvad der var sket, men han blev fundet i bunden af opgangen der fortsætter ned i en kælderskakt. Der var en del blod rundt om hovedet på ham. Det kunne virke som om, han var faldet ned inde i opgangen.

Politiet er stadig massivt til stede på adressen selvom flere har forladt stedet.

- Det er en utrolig ubehagelig oplevelse og man bliver da lidt chokeret. Det må jeg ærligt indrømme. Det er ikke noget man lige er vant til her omkring. Normalt er her meget stille og roligt, forklarer hun.

Ekstra Bladet følger sagen...

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)