Mystisk ligfund: Politiet har formodning om mandens identitet

Politiet er stadig i fuld gang med at undersøge det mystiske ligfund i Aarhus, og nu har de en formodning om, hvem den afdøde er

(Video: Claus Bonnerup)

Onsdag eftermiddag fik fundet af et lig i et buskads i Aarhus-forstaden Gellerup tæt i krydset Silkeborgvej og den ydre ringvej politiet til at afspærre et stort område og iværksætte en drabsundersøgelse på stedet.

De mystiske omstændigheder har gjort, at politiet er gået forsigtigt frem, men nu har de måske fået et lille gennembrud.

Vagtchef hos Østjyllands Politi, Jes Frederiksen, fortæller til Ekstra Bladet, at politiet nu har en formodning om, hvem den afdøde er.

- Vi har nu en formodning om, hvem den afdøde mand er. Der er tale om en 58-årig mand af dansk herkomst, men vi kan stadig ikke med 100 procents sikkerhed sige, at det er ham, som vi tror det der.

 siger Jes Frederiksen til Ekstra Bladet.

Politiet er talstærkt til stede ved buskadset nær den ydre ringvej i Aarhus, hvor der i eftermiddag er fundet et lig. (Foto: Claus Bonnerup) 112 - 30. sep. 2015 - kl. 17:24 Mystisk ligfund i Aarhus-forstad

Politiet er fortsat i gang med at undersøge, om der er sket noget kriminelt, men i øjeblikket er der ikke noget, som tyder på det.

- Vi er gået meget langsomt frem. Det er helt normal procedure, når vi finder en død mand under disse mystiske omstændigheder, siger Jes Frederiksen.

Fundet betød, at der blev tilkaldt kriminalteknikere til findestedet, som er i gang med at blive finkæmmet for eventuelle spor efter en forbrydelse. Når teknikerne er færdige, kommer der en retsmediciner for at undersøge liget.

Vagtchefen kan stadig ikke oplyse, hvordan manden er død. Det skal en retsmedicinsk undersøgelse i morgen afgøre.