Mystisk milliardær-dødsfald: Her er dødsårsagen

Drabsafdelingen i Toronto overtager efterforskningen i sagen om kvalt ægtepar

Det canadiske ægtepar blev fundet døde i deres bolig i det nordlige Toronto. Video: AP

Det canadiske milliardær-ægtepar Barry og Honey Sherman omkom ved kvælning. Det viser et ligsyn, der er blevet gennemført i weekenden.

- Dødsårsagen for begge de omkomne var tryk på nakkehvirvlen, skriver Toronto Politi i en meddelelse.

Efter retsmedicinernes konklusion er efterforskningen af sagen nu overdraget til drabsafdelingen, oplyser politiet.

Sagen har været omgivet af mystik og spekulationer, siden ægteparret blev fundet døde i kælderen i deres hjem fredag.

Parret havde netop sat huset til salg for cirka 35 millioner danske kroner, og det var en ejendomsmægler, som fandt ligene af Barry Sherman og hans hustru.

Familien i chok
Politiet oplyser, at der ikke er fundet tegn på, at udefrakommende er trængt ind i boligen.

Det førte til spekulationer i pressen om, at Barry Sherman, 75, skulle have dræbt sin kone og derefter have taget sit eget liv.

Det er ikke bekræftet af politiet, og familien afviser teorien:

- Vi er chokerede og synes, det er uforsvarligt, at politikilder angiveligt skulle have fortalt medier om en teori, som hverken familie, venner eller kolleger tror på, skriver familien.

Se også: Milliardærpar fundet døde: Familie afviser rygte

Barry Sherman, grundlægger af medicinalselskabet Apotex, var en af Canadas rigeste mænd. Foto: AP
Barry Sherman, grundlægger af medicinalselskabet Apotex, var en af Canadas rigeste mænd. Foto: AP

God for 20 mia. kr.
Barry Sherman var grundlægger af medicinalselskabet Apotex og god for omkring 20 milliarder kroner ifølge magasinet Forbes.

Ægteparret var også kendt som nogle af landets største filantroper, og dødsfaldet har chokeret den canadiske elite.

Torontos borgmester, John Tory, siger, at han er ’chokeret og knust’. Han tilføjer, at parret havde ydet omfattende økonomiske bidrag til byen.