Mystisk politiaktion fortsætter: Bil overhældt med benzin i landsby ved Køge

Midt- og Vestsjællands politi fortsat tavs om omfattende politi-aktioner onsdag

TV: Kenneth Meyer

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Tidligt torsdag morgen ønsker politiet fortsat ikke at oplyse noget nærmere om den omfattende politiaktion, som fandt sted onsdag i Bjæverskov ved Køge.

- Vi er stadig på stedet og først senere torsdag formiddag forventer vi at melde noget ud, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen til Ekstra Bladet.

Kriminalteknikere fra Midt- og Vestsjællands Politi var onsdag aften i aktion på Lidemarksvej, Bjæverskov ved Køge, hvor der var melding om brand i en firehjulstrækker.

Noget tyder imidlertid på, at der aldrig har været ild i bilen, som dog har været overhældt med benzin. Bilen er blevet undersøgt på stedet og sendt videre til kriminalteknisk undersøgelse.

Brandfolk fra Køge Brand & Redning har været tilkaldt til stedet.

Tidligere onsdag aften arbejdede politiet på Parkvej i Køge, hvor hunde undersøgte et større område for spor. Og onsdag formiddag blev Sydmotorvejen mellem Herfølge og Lellinge spærret, mens politiet arbejdede på stedet.

Politiet har også været i aktion på Parkvej i Køge, hvor hundeførere søgte efter spor. Foto: Kenneth Meyer
Politiet har også været i aktion på Parkvej i Køge, hvor hundeførere søgte efter spor. Foto: Kenneth Meyer
 

Onsdag aften ønskede vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi heller ikke at fortælle, hvad der er baggrunden for, at politiet har haft så travlt i løbet af dagen. Og heller ikke, om der er en sammenhæng mellem episoderne.

Vagtchef Henrik Møller Nielsen ønsker heller ikke tidligt torsdag morgen at kaste lys over, om der er en sammenhæng mellem politiaktionerne.

Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet skulle politiet blandt andet have fundet en signalpistol i bilen. Der er også blevet set en mand iført skudsikker vest kravle væk fra bilen.

Et større område omkring bilen blev efterfølgende afspærret og undersøgt. Lidemarksvej er blevet spærret i begge retninger over en afstand på cirka 300 meter.

Ude med hunde
Under undersøgelsen på Parkvej i Køge har der ifølge oplysninger til Ekstra Bladet i hvert fald været en person, der er blevet visiteret under undersøgelsen på stedet.

- Vi er ude med hunde for at søge efter spor, sagde Henrik Olesen tidligere onsdag til Ekstra Bladet.

Henrik Olesen fortæller til Ekstra Bladet, at politiet muligvis sidst på aftenen onsdag melder noget ud om, hvad der efter politiets opfattelse er foregået i løbet af dagen.