Mystisk politiaktion i nat: - Vi var massivt til stede

Politiet rykkede sent søndag ud til et område i Nordsjælland, men de ønsker ikke at oplyse hvorfor

Foto: Allan Andersen
Foto: Allan Andersen

Opdateret klokken 04.30: Politiet er ikke længere på stedet, oplyser vagtchefen.

Nordsjællands Politi rykkede søndag aften massivt ud til et område nær den lille by Plejelt nord for Esrum Sø.

Det bekræftede vagtchefen over for Ekstra Bladet søndag aften. Tidligt mandag morgen fortæller vagtchef Jakob Toft, at man er færdig på stedet.

- Jeg kan bekræfte, at vi var massivt til stede derude, men vi var færdige ved ettiden.

Vagtchefen vil ikke kommentere, hvad politiaktionen har omhandlet.

- Vi bliver nødt til at holde kortene tæt til kroppen, så vi kan ikke oplyse mere før i morgen, lyder det fra vagtchefen hos Nordsjællands Politi.

Han henviser i stedet til politikredsens presseafdeling mandag morgen.

Foto: Allan Andersen
Foto: Allan Andersen

Stort område afspærret
Ekstra Bladets mand på stedet fortalte sent søndag aften, at politiet havde afspærret et stort område omkring Plejelt, og at det ikke var muligt at komme ind i området af selv den mindste sti, idet der var betjente og patruljevogne over alt i området.

Han anslog, at der var omkring 15-16 patruljevogne i området foruden to gruppevogne, tre ambulancer og en lægebil.

Betjentene på stedet var bevæbnet med maskinpistoler og bevogtede området, samtidig med at politiets drone hang i luften, fortalte han.

Foto: Allan Andersen
Foto: Allan Andersen