Mystisk politiaktion: Tungt bevæbnede betjente undersøger mistænkeligt forhold

Mandag formiddag har togtrafikken været ramt af en politiaktion ved Østerport Station i København, som fortsat er i gang

Tungt bevæbnet politi er til stede omkring Københavns Private Gymnasium i Præstøgade ved Østerport. Video: Steven Knap / Byrd

Opdatering klokken 11.50: Københavns Politi skriver i en pressemeddelelse, at der var tale om falsk alarm.

'Københavns Politi modtog mandag morgen kl. 9.18 en anmeldelse om en mand iført kamouflageuniform, der opførte sig mistænkeligt nordøst for Østerport Station', lyder det blandt andet.

- Det kan selvfølgelig virke voldsomt, men vi tager alle anmeldelser alvorligt og agerer derefter, siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Efter en massiv indsats blev den pågældende person lokaliseret, og der viste sig ikke at være grund til bekymring.

Østerbro i København er mandag genstand for en stor politiaktion.

- Vi har ikke mere end det, der lige nu bliver oplyst på Twitter, siger pressevagten ved Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Vores mand på stedet fortæller dog, at der er et massivt politiopbud, hvor også Politiets Aktionsstyke er til stede.

- Politiet er i Præstegade og i området deromkring. Nogle af dem er tungt bevæbnede med maskinpistoler, lyder det.

Der er tale om tungt bevæbnede betjente foran Københavns Private Gymnasium i Præstøgade.

Københavns Private Gymnasium oplyser til Ritzau, at skoleelever fortsætter dagen som normalt trods bevæbnet politi foran skolen. De oplyser endvidere, at de ikke er blevet orienteret om, hvad politiopbuddet skyldes.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Til Ritzau oplyser vagtchefen ved Københavns Politi, at politiet undersøger et 'mistænkeligt forhold'. Men vagtchefen vil ikke uddybe, hvad det nærmere indebærer.

Han oplyser, at det ikke drejer sig om noget på skinnerne, men i nærområdet. Selv skriver Københavns Politi på Twitter, at man fortsat er massivt til stede i området mandag formiddag.

Forsinkede togtrafikken
S-togene har mandag formiddag været nødsaget til ikke at stoppe på Østerport og Nordhavn i København. DSB meldte tidligere på Twitter, at det skyldtes politiets arbejde på Østerport Station.

Ved 10-tiden oplyser BaneDanmark, at togtrafikken er genoptaget. Der kan dog være forsinkelser på enkelte linjer, oplyser DSB.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Opdateres ...