Mystisk sag fra Australien: Baby fundet død på strand i ferieparadis

En uhyggelig sag har rystet byen Gold Coast i Australien, hvor myndighederne har fundet en ni måneder gammel baby død på stranden i Surfers Paradise

Politiet i Gold Coast i Queensland på Australiens østkyst har mandag morgen lokal tid gjort et uhyggeligt fund.

På stranden i bydelen Surfers Paradise, der er kendt som et af jordklodens største ferieparadiser, blev der fundet liget af en ni måneder gammel baby.

Det skriver flere australske medier heriblandt news.com.au på baggrund af oplysninger fra Detective Inspector, Marc Hogan, fra den såkaldte Criminal Investigation Branch i Gold Coast.

- Det er meget tragisk. Liget blev fundet i vandkanten, så den har helt sikkert været i vandet. Vi ved ikke hvor længe, men vi er i gang med at finde ud af det, siger Marc Hogan.

Samtidig har myndighederne meldt ud, at der er blevet anholdt et par. De blev fundet omkring ti minutter væk fra stedet.

Det er fortsat uklart, hvad den 48-årige mand og den 23-årige kvinde helt præcist er sigtet for, men politiet beskriver babyens død som 'unaturlig'.

Derfor behandler politiet det også som en kriminalsag.

Samtidig fortalte han, at de ambulancefolk, der blev sendt til stedet, ikke havde nogen chance for at redde babyen. Vedkommende var død, da de ankom.

I øjeblikket er Gold Coast og i særdeleshed Surfers Paradise omdannet til en festby. Traditionelt mødes tusindvis af færdiguddannede skoleelever på stedet for at feste på denne tid af året.

7 News Sydney rapporterer da også, at det var en af disse festglade skoleelever, der fandt den døde baby.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere