Mystiske dødsfald: To lig fundet på færge

En 21-årig mand og en 25-årig kvinde er blevet fundet døde på færgen Silja Europa

To finske statsborgere blev søndag morgen fundet døde på færgen Silja Europa, som sejler mellem den finske hovedstad Helsinki og den estiske hovedstad Tallin.

De uhyggelige fund blev gjort, da færgen havde lagt til kaj i Tallin, skriver det svenske medie YLE.

Den 21-årige mand og den 25-årige kvinde havde ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre. De rejste ikke med det samme selskab og boede i forskellige kahytter.

Talspersonen for det estiske politi, Barbara Lichtfeld, sagde efter episoden, at der ikke var nogen sammenhæng mellem de to dødsfald, og at de to personer boede i kahytter, der lå langt fra hinanden på færgen.

Kvinden blev fundet natten til søndag klokken 3, mens manden blev fundet to timer senere.

Ifølge talspersonen skal ligene nu obduceres. Der forventes at gå flere uger, før der foreligger et resultat.